Boons Corner 2006 - 2008

LKhorses

Enemærkevej 20 8850 Bjerringbro

Tlf: 2193 9003 Mail: lkhorses@pc.dk

Boons Corner

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

'

 

 

 

 

 

 

 

 

Boons Corner - nr. 5

 

tirsdag den 9. maj 2006

 

Så blev det endelig forår - eller gik vi direkte til sommeren?

20 – 22 graders varme. Det er et ordentligt spring temperaturen tog, sådan lige pludselig.

Jeg skal love for at det kickstartede naturen. Fra et lidt trist landskab med træer og buske, der stod i silhuet mod en gnaven, genstridig, grå himmel eksploderede naturen i en overflod at forårsblomster og blade, der nærmest konkurrerede om, hvem der kunne springe ud hurtigst.

 

Lige pludselig er der skygge under træerne og jeg har været ude for at slå græsplænen første gang. Hvert år går jeg lidt og griner over græsset. Det ene sted hepper man på det, for at få det til at gro hurtigst muligt, så hestene kan komme på græs. Det andet sted slår man det øjeblikkeligt, når det endelig titter frem, så græsplænen ser fin og ordentlig ud.

 

Hestene er kommet ud om natten. Det stresser vist mig mere end det rører dem. Jeg glæder mig hvert år til at få en pause i staldarbejdet, men, ih du gode, hvor er det underligt, når de ikke står på den anden side af væggen, når jeg skal sove. Mit flokinstinkt træder omgående i kraft og jeg føler mig mærkeligt til mode i nogle dage.

 

Hestene nyder vist at gå og daske rundt for dem selv. De kommer ind to gange om dagen for at blive fodret. De tykke damer, fordi de ”bager” på føllene. Lille Sweetie, fordi hun vokser og Boons, fordi det tilsyneladende kræver en del kalorier at se godt ud og charmere hopperne og så skal han også producere nogle gode, sunde ”børnefrø”, så hopperne bliver drægtige.

Boons synes også at nu – nu, er det endelig rigtig forår, for han har fået damebesøg. Endda hele to på en gang. Vi fik lige en opvisning i ægte horsemanship, da hopperne blev lukket ud på folden ved siden af Boons.

 

De damer var ikke lige i humør til at lade sådan en begejstret fyr imponere dem. Jackie skubbede sin veninde Goldy væk og gjorde tydeligt Boons opmærksom på, at han overhovedet ikke skulle så meget som at overveje at komme i nærkontakt med dem. Hun hvinede, svingede med halen og halsen, samt sparkede ud i luften. Budskabet var meget tydeligt. Skrid, bums. Vi gider dig ikke!

 

Boons prøvede så forskellige teknikker for at få opmærksomhed.

 

Først prøvede han at imponere dem med sin mandighed. Høje brølende vrinsk, imponerende attituder og en opvisning i lyn gallop og skarpe vendinger, samt sparken ud i luften.

 

Ikke om det gjorde det mindste indtryk på de damer.

 

Så prøvede han med den bløde brummende lyd, som jeg læste, at en lille pige kaldte ”han siger ligesom en kaffemaskine, der trænger til at blive afkalket”. Det er et herligt udtryk.

Boons lød som en kaffemaskine og sendte smægtende blikke til hopperne, mens han koket lagde hovedet på sned. Og krummede halsen.

 

Det gjorde heller ikke særlig indtryk på damerne.

 

Det blev han noget frustreret over, så han tog sig en ordentlig løbetur ud over marken. Da han kom tilbage igen var det med den brovtende attitude, han egentlig havde afprøvet før. Så stillede han sig helt stille op, for bare at kigge på hopperne, mens han så meget tankefuld ud. Lige pludselig vendte han resolut ryggen til dem og slentrede væk. Helt op i den anden ende af marken. Jeg troede, at han ville komme stormende igen, men efter at have klattet på sit ”markerings-klattebjerg”, slentrede han lige så stille tilbage igen.

 

Se, DET fangede alligevel hoppernes opmærksomhed. De kom op til hegnet og Boons begyndte igen at lyde som en kaffemaskine. Denne gang en afkalket kaffemaskine. Han fik en lang, lang hals og inviterede de damer til en hilseceremoni. Jackie mente nu ikke, at Goldy havde noget som helst at skulle have klinket med Boons, så hun blev temmelig håndfast skubbet væk. Jackie snusede så selv til Boons fremstrakte mule, men var absolut ikke interesseret i noget samkvem med Boons. Uha, hvor kan sådan en hoppe da være sur. Fis af, bums eller jeg pander dig en.

 

Boons slog sig til tåls med, at hopperne var der og begyndte at græsse. Han har nu travl, for han bliver nød til at charme dem, når de nærmer sig hegnet. Efter et par dage, holdt Jackie op med at være hysterisk afvisende og er nu begyndt at se drømmende og tankefuld ud, når hun hilser på Boons over hegnet, så mon ikke hun nærmer sig en brunst? Selv Goldy får nu lov til at hilse på Boons. Hun er nu ikke kommet til det punkt, hvor hun overvejer nærmere kontakt.

 

Der gik lidt `Åh nej`, i den til aften, da mine skulle ind for at fodres. På trods af, at de to nye hopper lige var ankommet om morgenen og gik på deres egen fold, så kom flokinstinktet i voldsomt udbrud, da de ikke kunne se mine heste, så der blev en vældig skrålen op og drønen rundt i folden og de ignorerede totalt deres foder, som de havde fået serveret. Mine hylede også og Boons kunne slet ikke falde til ro og spise sit foder, nu da han ikke kunne holde øje med hele hans flok på en gang.

 

Så måtte jeg jo finde en anden løsning, når jeg skulle fodre.

Jeg satte Boons ud igen, for at se, om han kunne håndtere det, når han kunne se de fremmede hopper, men ikke se sine egne hopper.

 

Tilsyneladende mener han, at det er ok, når mine hopper er inde i stalden. Så ved han, hvor de er og der må jeg så godt passe på dem.. Så kan han selv holde øje med de fremmede hopper.

Ja, ja, de er lidt pudsige de heste.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Boons Corner - nr. 6

 

onsdag den 17. maj 2006

 

Ihh du gode – amorinerne flyver rundt i luften for øjeblikket. Jeg befinder mig midt i en kærlighedsroman af den mere lyserøde slags.

 

Jackie og Goldy havde ellers gjort Boons opmærksom på, at de var to agtværdige damer, der under ingen omstændigheder fandt sig i frækheder fra hans side. Jo, altså lige bortset fra, at han bare havde at være der, når middagen blev serveret. Rigtige damer spiser ikke alene, når de spiser ude!

 

Jackie var den første til at ændre sin mening. Hun begyndte at kigge drømmende på ham og tillod lidt mulekontakt over hegnet. Efter et par dage glemte hun sin tidligere knibskhed og blev temmelig indladende. Jeg kender Jackie og ved, at hun skal være godt og grundigt i brunst, før hun skal bedækkes, så jeg ville lige havde dem ind, for at prøve hende af, inden jeg forsøgte at bedække hende.

 

Ihhh du gode en ballade, der startede. Jackie gik helt i spåner, da jeg trak Boons ind. Hun fræsede fra den ene ende af folden til den anden, i et tempo, som kun en quarter kan præstere. Samtidig hylede og skreg hun, så jeg var helt nervøs for om naboerne ville komme styrtende for at se, hvilken hest jeg var ved at tage livet af. Hun var helt desperat og jeg var bange for, om hun ville gå igennem hegnet. Heldigvis mistede hun da pusten og så kunne jeg få grimen på hende og trække hende ind til Boons.

Uha, hun blev glad. Så glad, at jeg nær aldrig havde fået hende væk fra ham igen. Vi skulle jo lige klare det der med halebandagen, så jeg fik gennet hende ind i en boks lidt væk fra Boons. Det var ikke noget, der passede damen, men vi fik da ordnet det vi skulle. Og så kunne hun endelig blive bedækket.

 

Så kom de på græs igen og så begyndte alle Jackies kvaler.

 

Boons var da interesseret og pustede sig lidt op ind i mellem og puffede lidt til hende, men var egentlig forbløffende afslappet overfor alle Jackies anstrengelser for at lokke med ham.

Stakkels Jackie var ved at gå til af bare kærlighed til Boons. Hun hang ved hegnet, hylede som en besat, når Boons gik op i den anden ende af folden og skrabede i jorden af frustration, når han bare lagde sig til at sove og totalt ignorerede hende. Det var slet ikke spor nemt at være Jackie.

 

En dag hørte jeg et gevaldigt hyleri fra Jackie og da jeg ikke kunne se hende oppe i Boons ende, blev jeg noget bekymret over, hvad der mon var sket og skyndte mig ud og småløb over forbi vognporten.

 

Der stod Jackie!

Lige ved leddet, som hun kun havde været inde og ude af kun to gange. Hun blev vældig begejstret, da hun fik øje på mig. Hun hoppede rundt, rystede på hovedet og vrinskede, mens hun kiggede opfordrende på mig. Hun havde tilsyneladende regnet ud, at hvis der skulle ske noget spændende mellem hende og Boons, så skulle jeg være mellemmand – eller kvinde er det jo. Jeg rystede lidt på hovedet af hende og af mine tanker om, at heste kan tænke sådan, vendte mig for at gå og så brød helvede løs. Jackie hvinede og bukkede rundt, så støvet fløj om ørerne på os. Da jeg vendte mig mod hende igen, stod hun bomstille og nærmest dirrede af spænding.

 

Jo. Jo. Den var god nok. Hun har pæren i orden hende Jackie. Hun havde regnet det ud. Jeg efterlod hende arrig, frustreret og ulykkelig. Det var temmelig synd for hende, for det var slet ikke rart, at have det som hende.

 

Goldy var temmelig ligeglad med Jackies kvaler. Hun ville bare have noget at spise og så ellers passe sig selv. Efter et par dag begyndte hun nu også at kigge lidt over på Boons. Noget mere diskret end Jackie godt nok, men meget intenst og hun stillede sig på den der karakteristiske måde hopper gør, når de begynder at gå i brunst.

 

Jeg tog Boons ind – det startede selvfølgelig Jackies hylen og styrten rundt – for at prøve Goldy af.

 

Goldy er en dame med stil, så hun bevarede fatningen, selvom hun nu da lige skulle overveje, om der var noget at bekymre sig om, når man sådan blev præsenteret for en helt ny og ukendt stald, var alene uden Jackie og hvor der stod en temmelig begejstret ungersvend og proklamerede sin kærlighed temmelig højlydt.

 

Goldy lod sig ikke slå ud af folderne og jeg må beundre hendes stil, da hun snusede til Boons. Hun så nu egentlig ikke særlig interesseret ud, men jeg mente nu, at hun bare skulle have lidt mere tid. Boons fortalte hende en hel masse og var meget, meget sød ved hende. Goldy var helt stille og overvejede tilsyneladende, hvad hun skulle mene om ham, larmehovedet, på den anden side af boksdøren. Jo, jo, hun kunne godt lide ham og var klar til at lave en baby.

 

Goldy blev parkeret ved bommen iført nydelig halebandage og jeg gik ind for at hente Boons.

Han hapsede biddet, inden jeg overhovedet var klar til at lægge hovedtøjet på ham. Jeg bruger et almindeligt snaffelbid og en rebgrime, når jeg bedækker med Boons. Han er en flink fyr og behøver ikke andet.

 

Så gik der faktisk lidt rod i det, for Boons er åbenbart temmelig vild med Goldy og han blev alt for ophidset, så han ikke kunne komme ind. Han måtte ned igen og så gik vi et par runder i gården, så han lige kunne køle lidt ned.

Så snusede og nussede han hende lidt igen og da gik det allerede galt for ham en gang til, så vi lige måtte en tur rundt igen. Hun er åbenbart temmelig dejlig, hende Goldy.

Goldy var heldigvis meget sød og fandt sig i al hans bøvlen uden sure miner.. Hun så nærmest ud som om, hun morede sig.

Vi gik lidt rundt igen og så holdt jeg godt øje med, hvornår han var klar - og ikke for klar. Så gennede jeg ham over til hende og så lykkedes det.

 

Goldy drejede hovedet og nussede Boons på mulen og så var han færdig som gårdsanger. Han kan bare slet ikke klare, når hopperne gør det. Han bliver nærmest bevidstløs.

Da han endelig kom ned igen, ville han ikke væk fra Goldy, så han fik lov til at stå og nusse lidt sammen med hende. Jeg havde helt ondt af ham, for vi kunne jo ikke stå der hele aftenen, så til sidst gennede jeg ham ind i stalden, så Goldy kunne komme ud på folden til Jackie igen..

 

Egentlig kunne de sagtens gå sammen, for jeg tror ikke at Goldy ville skade Boons og de er meget glade for hinanden, men der skal jo være børnefrø til Jackie også, så de må finde sig i at blive skilt ad.

 

Da Boons blev lukket ud, gik han lige hen til hegnet for at få kontakt med Goldy og stakkels Jackie var ved at gå helt ud af hendes gode skind over det.

 

Heldigvis for Jackie, vil Boons godt hænge ud med hende over hegnet igen, så hun overlever det nok.

Inden Boons får set sig om, så forvandler begge hopper sig til knibske madammer igen, så jeg kan godt forstå, at han udnytter begejstringen lige nu.

 

 

 

Boons Corner - nr. 7

 

fredag den 9. juni 2006

 

Pye ha, der har været dramatik på.

 

Son Dee fik for 14 dage siden en voldsom gæringskolik. Jeg havde ellers, som jeg plejer, sørget for at ”tvangsfodre” hestene med hø, mens de vænnede sig til græsset. Alligevel blev Son Dee syg. Rigtig syg.

 

Torsdag aften fik Son Dee koliksymptomer, så jeg trak hende ind i boksen og styrtede ind efter mobilen, så jeg kunne ringe efter dyrlægen. På de få sekunder lykkedes det Son Dee at rulle sig og lægge sig fast op ad boksvæggen. Jeg prøvede at hjælpe hende fri, men sådan en højdrægtig hoppe er altså meget stor og tung. Jeg kunne ikke trække hende fri alene, så mens jeg trak i bagbenene med den ene hånd, ringede jeg til Jonna og Herman med den anden. De bor kun 10 km fra mig og ville køre hjemmefra med det samme. Son Dee holdt op med at kæmpe og så ud til at opgive, så jeg blev rigtig bange. På en eller anden måde lykkedes det mig så at få trukket hendes bagpart lidt til side, så hun kunne få benene under sig og komme op igen. Så fik hun grime på og jeg halede hende ud på ridebanen, så jeg kunne holde hende på benene. Først der kunne jeg ringe til dyrlægen.

 

Dyrlægen behandlede Son Dee og blev så et par timer, for han turde ikke køre fra hende, fordi hun var så dårlig. Heldigvis faldt hun til ro og så ud til at få det godt igen. Det var en stakket frist for lørdag formiddag var den gal igen. Hun blev behandlet og så ud til at komme sig, men…..søndag nat måtte jeg hale hende ud i regnvejret for at gå, mens vi igen ventede på dyrlægen.

 

Hun var efterhånden så afkræftet, at hun næsten ikke kunne holde sig på benene og jeg ved ikke om det var regnen eller det var mig der græd, fordi min arme hest havde det så skidt og jeg blev nød til at tvinge hende til at gå, men jeg havde i hvert fald vand i øjnene, så jeg havde svært ved at se noget.

 

Dyrlægen gjorde mig ikke ligefrem bedre tilpas, for hun fortalte, at føllet havde flyttet sig opad og så noget bekymret ud. Jeg var på det tidspunkt ret ligeglad med om Son Dee mistede føllet, bare hun overlevede. Det var slet ikke sikkert, at hun havde kræfter til at kaste føllet, fordi hun var så afkræftet, så dyrlægen og jeg var mildt sagt bekymrede. Heldigvis faldt Son Dee til ro igen og vi kunne ånde lettede op.

 

Lige til mandag formiddag, så var den gal igen. Dyrlægen kom og Son Dee måtte igennem hele møllen igen med smertestillende, rektalundersøgelse osv. Hun slap dog for maveskyldningen, for det var ikke nødvendigt. Det var efterhånden en temmelig anspændt situation, for hvorfor pokker blev hun ved med at få det så dårligt? Dyrlægen kunne ikke svare på det, for Son Dee blev behandlet efter alle kunstens regler og burde få det bedre.

 

Mandag eftermiddag kulminerede det hele. Son Dee faldt i sved og smed sig igen i boksen. Hun måtte godt ligge ned men ikke rulle sig. Jeg havde fået udleveret smertestillende, men dyrlægen havde sagt, at jeg skulle have ”is i maven”, inden jeg gav hende det, for hun havde fået megen medicin, så jeg skulle være varsom med det. Son Dee lagde sig helt om på siden og så begyndte hun at presse!!

 

Der var jeg sikker på, at hun mistede føllet. Hendes slimhinder var mørklilla og skeden bulede ud, som om vandkalven var på vej. Jeg kunne næsten ikke bære det og var skræmt fra vid og sans, fordi Son Dee var så afkræftet og jeg var bange for, at hun ikke kunne klare det. Jeg nåede ikke at ringe til dyrlægen, før hun rejste sig op igen. På en eller anden måde var det lykkedes hende at hale føllet tilbage igen.

 

Jeg gik lidt med hende, mens jeg funderede over, om jeg skulle ringe til dyrlægen, men hun var faldet til ro og havde tilsyneladende ikke smerter.

 

Så gik det heldigvis fremad. Son Dee var meget udmattet og havde tabt sig en del, men fik ikke flere tilbagefald og kom lidt efter lidt til hægterne igen. Jeg er ret glad for, at mine heste er klædeligt buttede, for i sådan en situation er det godt at have noget at tære på.

 

Jeg har altid haft stor respekt for kolik og gjort hvad jeg kunne for at undgå det, men efter denne omgang, så vil jeg fremover altid frygte det.

 

Det føl, Son Dee kæmpede så hårdt for at beholde, står nu ude i stalden. Sundt og friskt, smuk som en drøm og meget, meget levende. Hvordan det lykkedes Son Dee at holde på det, vil altid være mig en gåde.

Somme tider ender selv mareridt lykkeligt og jeg er dybt taknemmelig, fordi jeg fik lov til at beholde både Son Dee og hendes smukke føl.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Boons Corner - nr. 8

 

tirsdag den 11. juli 2006

 

Folingssæsonen er en spændende, men også hektisk tid.

 

Det er de søvnløse nætters tid. Man bekymrer sig og våger som en høg over sin hoppe. Den arme hest skal bare vippe lidt anderledes med det ene øre, så er man der straks og kigger efter folingstegn.

 

Ind under maven for at kigge på stålet, løfte halen for at kigge kritisk på skeden og endelig prikker man omkring haleroden. Så prøver man at være klog. Er stålet ikke lidt hårdere end i går? Skeden er da blevet lidt længere og mere blodfyldt, er hun ikke lidt mere blød omkring haleroden. Hoppen tøffer uanfægtet rundt og gemmer på sin hemmelighed og er fuldstændig ligeglad med ens bekymringer.

 

Man regner og regner på terminen. Og ve den arme hoppe, der går lidt længere, end man har regnet sig frem til. SÅ bliver der tjekket og ekstratjekket endnu engang.

 

Jeg plejer at regne med de amerikanske 340 dage og indtil nu, har det passet nogenlunde.

 

I år har så været et temmelig usædvanligt år.

 

Det startede med, at Son Dee folede alt, alt for tidligt. Jeg havde godt nok forventet at hun ville fole lidt før tiden, efter hendes voldsomme kolik, men jeg var da noget bekymret, da hun en dag nærmest ringede med en hjem-is-klokke, for at fortælle mig, at hun havde tænkt sig at fole i nat.

 

Jeg sagde til mig selv, at det var noget sludder, for der var omkring 4 uger til termin, men Son Dee var ligeglad med datoer. Hun gik for sig selv hele dagen, så meget tankefuld ud og var nærmest ved at kravle ned i min lomme, når jeg gik ud til hende. Da de kom ind om aftenen, ville hun ikke have, at jeg gik ud af hendes boks. Hun lagde hovedet over min skulder og holdt på mig. Hun fik et fint hoppeføl kl. ca. 3 om natten efter kun 311 dages drægtighed.

 

Sazzy spændte næsten et banner ud over folden – ”Jeg foler i nat”!!!

 

Hun nærmest løb ind i stalden, da de skulle ind. Hun studsede så lidt over at skulle ind i en anden boks end den, hun er vant til at være i. Det blev hun nød til, for ellers kunne kameraledningen ikke nå. Jeg er ret sikker på, at hvis jeg havde lukket hende ind i hendes egen boks, så havde hun bare gået et par omgange og så lagt sig til at fole. Nu ventede hun så et par timer og folede kl. 2 efter 327 dages drægtighed.

 

Fancy var førstegangshoppe og ikke helt vant til alt det kiggeri efter lødighedstegn. Hun fandt nu snart ud af bare at ignorere mig. Af og til nussede hun mig tænksomt på ryggen, når jeg kiggede under maven på hende.

 

Fancy viste også tydeligt, at nu ville hun fole. Hun vidste jo nok ikke lige helt, hvad det handlede om, men hun havde vældig travlt med at komme ind, var urolig, puffede til mig og kiggede på mig med det der specielle Fancy-look: ”Hvad sker der, Lilli - skal jeg være bange”?

”Næ, næ”, sagde jeg og holdt hende lidt med selskab, indtil hun faldt til ro igen. En time efter, var hun i gang med at fole og et kvarter over midnat kom et fint hingsteføl til verden. Fancy efterlignede Sazzy og havde også gået 327 dage.

 

Så i år kom de alle lidt før tiden, hvilket sparede mig for mange spekulationer.

 

Hvis de alle vil være så venlige at fortælle SÅ tydeligt hver gang de skal fole, så får jeg det nemt fremover.

Måske skulle jeg bare montere en klokke på folden? Så kan de ringe på den, når det er tid.

 

Jeg har lagt mærke til, at hver gang, der kommer et føl til verden, så vrinsker alle hestene - også dem, der går ude.

Hvordan de ved, at der lige er kommet en lille ny hest til verden, aner jeg ikke. Jeg kan forstå, at hestene i stalden er klar over det, men hvordan ved dem udenfor det?

 

De vrinsker nogle få sekunder efter at føllet er kommet ud. Inden føllet eller hoppen har sagt noget, så det kan ikke være lyden. Det kan heller ikke være lugten, for SÅ meget blæser det ikke inde i stalden.

Der må være en eller anden kommunikationsform, vi mennesker ikke har mulighed for at opfange.

 

Hopperne har lidt forskellige meninger omkring opdragelse af føllene.

 

Son Dee lod ikke lille Dee gå mange skridt væk, før hun brummede advarende og skyndte sig efter den lille dame. Son Dee er en tålmodig og rimeligt afslappet mor og efter den første uges tid kunne lille Dee såmænd godt få lov til at undersøge verden på egen hånd.

 

Sazzy er noget mere laid back. Måske fordi hun har fået mange føl, eller også er det fordi lille Sazz er noget af en loppesæk at holde styr på. Hun har drønet af sted på sine meget lange ben lige fra den allerførste dag. Sazzy lod hende styrte begejstret rundt, men holdt et vågent øje med hende og kunne da også brumme lidt og tøffe efter hende, hvis hun kom alt for langt væk.

 

Fancy derimod har helt andre og noget mere strikse regler.

Hun er førstegangs hoppe, så jeg var lidt spændt på, hvordan hun ville tackle det. De to første dage, var hun ekstremt overbeskyttende og jeg kunne se, at hun kiggede på de andre hopper, for at finde ud af, hvordan hun skulle håndtere lillefyren. Især den første dag, var hun lidt i tvivl om, hvad hun skulle, udover at passe rigtig godt på ham, det var hun helt med på. Hun virkede lidt forvirret, lige da hun var kommet ud, men kiggede så lidt på de andre hopper og fandt ud af, at man godt kan græsse, selvom man har sådan et lille føl ved siden af sig.

 

Så lavede hun sine egne regler!

Hvis lillefyren ikke lige har til sinds at gå den vej, Fancy synes han skal, så tager hun fat om halsen på ham lige foran manken og drejer ham i den rigtige retning. Hun har helt bestemte meninger om, hvor tæt på de andre heste må være, når han skal patte. Hun genner de andre væk, samtidig med at hun tager fat i lillefyren og skubber ham der hen, hvor hun nu synes, at det er sikkert at fodre ham. Hun er ved at slappe lidt mere af og er ikke helt så striks overfor lillefyren, men han er det mest velopdragne føl på marken.

 

Generelt er hopperne utrolig tålmodige den første uges tid. Først derefter ser jeg dem begynde at opdrage lidt på de små, når de bliver for frække.

 

Son Dee har nu ikke mange problemer med lille Dee. Hun er en tænksom lille pige, der ikke gør sig ret meget ud til bens, bortset fra en dag, da jeg trak dem ind og hun sparkede ud og ramte Son Dee lige på hasen. DET var alligevel for meget for Son Dee. Hun begyndte at vende rundt for at komme efter den lille, men kom så åbenbart i tanke om, at jeg var i den anden ende af rebet, for hun hoppede omgående tilbage igen og sendte mig et beklagende blik.

 

Sazzy har lidt mere om ørerne. Der er fart på lille Sazz. Hun spæner rundt og prøver sine fysiske grænser af, så jeg sommetider tror, at hun er lavet af speed-påvirket gummi. En dag, da hun for 117 gang stejlede og knaldede sine små forhove ned i ryggen på sin mor, havde selv Sazzy fået nok. Der blev hun lige sat lidt på plads. Da hun så bed Sazzy i bringen, fordi hun ville have mælk, mens Sazzy var på vej hen til vandet, så fik hun også lige en reprimande. Hun lærer åbenbart hurtigt, for nu holder hun afstand, når hun stejler og hun er meget, meget sød, når hun vil have mælk.

 

Fancy har slet ikke problemer med den lille sorte fyr. Han kan åbenbart ikke drømme om at være fræk overfor sin meget bestemte mor. Nå, mon ikke det kommer senere, når han begynder at få lidt mere frihed.

 

Men, hvor er det dog pragtfuldt at kigge ud på hopperne og deres føl. Det er belønningen for mange spekulationer og anstrengelser gennem 11 lange måneder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den tænksomme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den frække.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den velopdragne.

 

 

 

 

Boons Corner - nr. 9

 

mandag den 6. november 2006

 

Og så var der lige projekt banehegn!

 

Jeg havde jo over en halv pakke reglar tilbage fra boksbyggeriet. Dem ville jeg lave et banehegn af. Jeg vil have et banehegn, der kan holde i mange år og ikke vil opgive ånden, bare fordi en hest enten sparker til det eller prøver at vælte det. Tja, så er der jo også, når jeg kommer lidt for tæt på, når jeg trækker bane over. Host, host.

 

Så gik der også lidt sport i at det skulle være billigt.

 

Jeg havde fået reglarne rimeligt billigt, fordi jeg havde købt en hel pakke. Jeg måtte så liste lidt med trælasten for at få stolperne til en acceptabel pris. De var ikke så lette at danse med, men forskellen på det dyreste og det billigste tilbud, jeg fik, var hele 9 kr. pr. meter!! Så det kan godt betale sig, at forhøre sig lidt ved de forskellige firmaer og liste lidt med dem.

 

Så var der lige det med hullerne til stolperne. Bare tanken om at grave alle de huller gjorde mig træt. Da jeg så havde forhørt mig lidt om priser på at få boret hullerne, revurderede jeg lige min træthedsfornemmelse. Pye ha, de ved godt hvad de vil have for deres arbejde. Ikke at jeg sådan synes, at de skal gøre det gratis, men det ville komme til at knibe med det billige.

 

SÅ gik der rigtig sport i det og jeg besluttede at det da ikke var så slemt at grave de huller. Jeg gravede og gravede og fik sat lidt af hegnet op. Så blev det regnvejr og hegnsprojektet måtte lige vente lidt, for så pjattet var jeg heller ikke med at grave huller, at jeg ville stå i regnen og blive våd og kold. Da det så holdt det op med at regne, fik vi hedebølge. Ikke det bedste for hulgraveriet, for jorden blev stenhård.

 

Det gik noget langsomt, faktisk så skete der ikke så meget i et stykke tid, men så dukkede der et par frelsende engle op.

 

Herman syntes at det gik lidt for langsomt og havde besluttet sig for at hjælpe. Ojjj, det var dejligt. Så skete der noget. Herman og jeg gravede huller, mens Jonna slæbte stolper og reglar ud på banen.

Det var for at sige det mildt, meget lettere bare at klaske stolperne i og smække reglarne op, når de lå klar lige ved siden af. Sikke mange skridt, jeg sparede.

 

Herman havde taget en drænspade med og det lettede en hel del. Der er et modbydeligt lag i jorden her, der opfører sig nærmest som beton. En almindelig spade er lige ved at bryde grædende sammen bare ved tanken om, at skulle grave sig igennem det, men drænspaden gav ikke ved dørene og bed sig igennem, næsten uden at jeg kom til at svede. Der står drænspade på min ønskeseddel til jul.

 

Hegnet blev færdigt og ser rigtig godt ud.

Så skulle jeg bare lige lave to låger. Jeg ville have en låge i hver ende af banen, så man kan køre tværs over med en traktor, hvis nu det skulle vise sig praktisk.

 

Den første låge smækkede jeg bar sammen og hang op uden problemer, men den anden!!

 

Det skal lige siges, at jeg VIL have at mine låger hænger lige. Jeg hader, når de hænger og dasker skævt.

Jeg lavede en mægtig fin låge- lige til en designerpris – og hang den så op efter alle kunstens regler eller nærmere efter vaterpassets lille boble. Og så hang den skævt!

 

Jeg kiggede lidt på sagerne og blev enig med mig selv om, at stolpen havde givet sig lidt. Altså afmonterede jeg lågen, gravede stolpen op og støbte den fast.

 

Efter nogle dage, så prøvede jeg igen. Lågen hang stadig skævt! Nåh….måske kunne stolpen ikke holde lågen, når den blev åbnet? Det komme jo da alligevel en del pres på, når lågen hænger sidelæns ud fra stolpen Jeg gravede en ”hjælpestolpe” ned, mens jeg tænkte ord, jeg slet ikke kan stave til.

 

Om det hjalp….niks. Lågen hang stadig skævt.

 

Jeg blev enig med mig selv om, at jeg havde overdrevet de kunstneriske detaljer lidt, så lågen var blevet for tung. Altså modererede jeg den lidt og hang den så op igen. Og den hang stadig skævt!

 

Nu var jeg begyndt at få et lidt for højt blodtryk og skar vist også en smule tænder. Heldigvis var det ved at blive mørkt, så jeg besluttede at vente til næste dag, mens jeg mumlede noget om, at jeg da også bare var træt, at træet gav sig og hvad jeg ellers kunne finde på at undskyldninger for den genstridige låge.

 

Næste dag gik jeg med fornyet mod i gang med projekt….at få den f…….. låge til at hænge lige.

 

Først modererede jeg igen lågen, så den fra smart designermodel endte med at forvandle sig til en ganske almindelig låge.

Jeg kontrollerede beslagene – der var rigelig store til den lille fikse låge, det nu var endt med – og så smækkede jeg vaterpasset på her og der og alle vegne.

 

Stor var min overraskelse, da vaterpasset pludselig viste, at jeg havde hængt lågen skævt op! Nahhhhh det kunne da ikke passe. Mig – MilimeterLilli - som Herman kalder mig. Havde jeg godt nok sjusket så meget? DET kunne jeg ikke tro, men vaterpasset sagde noget andet.

 

Jeg sagde grimme ord rettet mod mit eget sjuskeri og startede så forfra. Af med lågen og SÅ skulle der vatters ud og kontrolleres igen og igen. Jeg var ved godt mod, for nu kunne det da ikke gå galt, bare jeg var omhyggelig.

 

Det GIK galt, lågen endte med at hænge skævt igen og så var jeg lige ved at springe i luften!

Så havde jeg næsten fået nok – jeg trampede fnysende rundt og sagde igen de der ord, jeg ikke kan stave til.

 

Så fik jeg en genial ide – jeg hentede det andet vaterpas jeg har og ganske rigtigt - mit gamle vaterpas viser skævt, når jeg måler på den ene side af det!!!!!

 

SÅ kan det nok være at jeg brummede en del, men jeg fik også min selvtillid igen, så det tog ikke mange minutter at få den låge hængt op - LIGE denne gang.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sådan så det ud, efter at Herman og jeg havde givet den en ordentlig skalle med spaderne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her er det så – mit fine hegn – inklusive den famøse låge.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her er mine frelsende engle Jonna og Herman.

 

 

 

 

Boons Corner - nr. 10

 

tirsdag den 7. november 2006

 

Hov – så blev det pludselig vinter!

Eller blev det nu også det?

 

Det er det mest underlige år, jeg har oplevet. Foråret, der druknede i vand. Sommeren, der startede med 2 mdr. tørke Efteråret, der blev væk og så lige pludselig blev det nærmest snestorm.

 

Jeg plejer at være den første til at hoppe i vintertøjet, men dette år gik jeg bare rundt i sommer ”mode”, lige til jeg vågnede en morgen ved at sneen føg om ørerne på mig. Yrdk….det var en brat opvågning. Lige fra T-shirt til vinterjakke.

Hestene var lidt mere forberedt. Det var lidt underligt, da de begyndte at lægge vinterpels til i 20º varme. Selvom jeg godt ved, at det er dagslyset, der bestemmer, hvornår de skifter pels, så var det alligevel underligt at stå i en sky af hår en bagende varm ”sommerdag”.

 

Det er ikke blevet til så megen ridning, som jeg havde håbet i år. Boons fejler ikke noget mere. Hans gaffelbånds skade er tilsyneladende helet over al forventning Han fik så et hævet forben, men det er også gået i orden igen.

Nej, det er såmænd mig, det stadig har lidt problemer med mine genstridige muskler. Det er ret irriterende, at jeg er helt vild med at ride, men får noget så nederdrægtigt ondt af det.

Boons har vist ikke noget imod, at vi kun tøffer lidt i skoven. Han går sammen med hopperne og tager sit job som stodhingst meget seriøst.

 

Jeg var lidt spændt på, hvordan hopperne ville reagere, da jeg lukkede ham ud til dem.

Sazzy har jo gået med ham før, men hvordan mon Fancy og Son Dee ville tage det?

 

De fleste tror, at når man lukker en hingst ud til en flok hopper, så vil han styrte over til damerne og begynde at vise sig overfor dem. Det gør en ”rigtig” hingst slet ikke.

 

Næh, han skal nemlig først lige undersøge territoriet. Han finder grænserne for marken og så skal der tisses! Hver eneste klat, de damer har afsat, skal der tisses på. Akkurat lige som, når en hanhund mærker af. Det kan godt være lidt af et anstrengende job, for der var mange klatter, der var umærkede, da han kom ind til pigerne. Jeg er ret forbløffet over træfsikkerheden og for øvrigt også over rationeringsevnen hos Boons. Hver klat bliver ramt og får kun en lille sjat. Der skal jo være nok til dem alle, så man kan ikke frådse med de dyre dråber.

 

Da jeg slap ham ud til damerne, kunne jeg se forbløffelsen malet i ansigtet hos Fancy. HVAD - Skal han nu være her hos os, uden et hegn imellem? Son Dee så nærmest panikslagen ud, mens Sazzy bare brummede hyggeligt til ham. Boons begyndte på sine ”pligter”, men det fik han ikke tid til, for Fancy, der er førerhoppe med stort F, drønede lige hen til ham.

 

Hun pustede sig op og var meget feminin, mens hun tydeligt gjorde opmærksom på, at han ikke skulle tro, at han kunne tage sig nogle friheder. Boons fik den der 3 m. lange hals, erfarne hingste kan få og charmede hende. Det er nemlig også en af en stodhingst opgaver – at charmere hopperne, når de, vel at mærke, har lyst til det. Fancy gik rigtigt til den, som feminin hoppe. Hun hvinede, tissede og så slog hun eller ud efter ham, så det sang i luften Boons havde forudset det, så han var allerede, i et perfekt roolback, på vej væk. Fancy løb lidt efter ham, med en - fis af bums - attitude Så svansede hun lidt rund, på sin helt egen Fancy maner - krum hals, svævende gang, fantastisk udstråling, jeg har check på det hele - attituden og var så smuk, at jeg var lige ved at få tårer i øjnene. Så gav hun sig til at græsse, for nu kunne man ikke spilde mere tid på sådan en fyr. Hun holdt dog øje med ham ud af øjenkrogen.

 

Son Dee havde haft tid til at sunde sig lidt og var efterhånden blevet lidt nysgerrig. Eller også var hun blevet lidt mere modig af at se, hvordan Fancy havde håndteret situationen. Hun gik langsom op til Boons og begyndte på hoppe-fjanteriet. Ih du gode, hvor kunne hun da fortælle Boons, at hun absolut ikke var interesseret i at lave babyer! Selv Boons så helt betuttet ud.

 

Son Dee hvinede som en brandsirene, bagbenene fløj rundt i luften og hun tissede i kaskader, mens hun drejede rundt om sig selv. Hun virkede både interesseret, men også bange. Gad vide, om hun har været tvangsbedækket en gang?

Normalt er hun meget glad for Boons og kan hænge ud med ham over hegnet, i lang tid. Hun er den af hopperne, der har brugt mest tid sammen med ham, da han stod på en fold ved siden af.

 

Nu virkede det, som om, hun hysterisk prøvede at sende – du må ikke bedække mig signaler – ud til alle verdenshjørner, mens hun samtidig gerne ville charmes Lidt underligt.

 

Fancy syntes så, at hendes førerhoppepligter kaldte, så hun kom stormende for at hjælpe Son Dee. Det fik Son Dee til at blive mere selvsikker og hun fandt ud af, at der såmænd ikke var den store forskel på, om der var en tråd i mellem eller ej. Boons trak sig forsigtigt tilbage, for arrige damer er ikke til at spøge med.

 

Sazzy havde åbenbart gået og ventet på, at det skulle blive hendes tur til at hilse på Boons. Da der var faldet ro på de to ophidsede damer og alle gik og græssede, så tøffede hun stilfærdigt op til Boons, der gik og mærkede af, for at hilse på ham. Det var tydeligt, at hun nød, at han kunne nusse hende og lægge halsen hen over hende. Små feminine fnis, en krum hals og et koket hop med bagdelen var hendes hilsen til Boons.

 

Fancy kom og afbrød dem, for hun tager sine førerhoppepligter meget seriøst. Hun fandt nu hurtigt ud af, at der ingen grund var til at markere sig og gik igen. Så kunne de to turtelduer få hilst færdig, så Boons endelig kunne få arbejdsro.

 

Det er forbløffende at se, hvor solidariske hopper egentlig er. Uanset om, der er lidt gniderier mellem dem til daglig, så står de sandelig sammen, hvis de føler, at en af dem er truede. Når en af hoppene går i brunst og fjanter eftertrykkeligt med Boons., så kommer der omgående en af de andre og blander sig. Det er som om, at de vil tage presset af hinanden. Egentlig er det logisk nok. I starten af brunsten er hoppen interesseret, men ikke villig til at lade sig bedække. Så er det rart, at der er en anden, der går lidt i mellem, hvis nu hingsten skulle være lidt voldsom. Jeg har set en hoppeplag kaste sig i mellem en anden hoppe og el hegnet, fordi hun åbenbart syntes, at det udviklede sig lidt for meget mellem hoppen i brunst og hingsten. Hun var ligeglad med, at hun fik stød, hun ville bare i mellem de to.

 

Der gik en lille uge, før der var faldet helt ro over de to smånervøse damer og de fandt ud af, at de har den totale magt over Boons, så der var slet ikke grund til den store bekymring. Hopper er temmelig privilegerede, set med menneskeøjne. De kan til enhver tid kræve opmærksomhed fra hingsten, men kan også til enhver tid få ham til at fortrække.

 

Men, hvis der så sker noget uventet eller faretruende, så regner de helt bestemt med, at han passer på.

 

En dag så jeg Fancy genne alle damerne plus vedhæng sammen. De stod der, helt spændt op, med krumme halse, dirrende ører og luften sitrede nærmest af fare!

 

Boons forvandlede sig fra hyggelig ægtemage til livsfarlig beskytter på et splitsekund.

 

Han drønede rundt med alle muskler spændt, halsen blev lang og lav, ørerne lå fladt hen ad nakken og han sagde en helt speciel lyd, som jeg ikke håber, at han nogensinde bruger overfor mig. Nøj, hvor var han gal! Han tordnede rundt om pigerne og gennede føllene helt ind i midten af flokken. Der var der ikke nogen fadertålmodighed eller varsomhed at spore.

 

Jeg kunne ikke se, hvad der dog sådan havde bragt sindene i oprør, men lige pludselig dukkede der en skateboardløber op. Det har åbenbart været meget skræmmende, at de ikke kunne se, hvad det var, der sådan kom glidende med en mærkelig lyd.

Boons fulgte vedkommende langs hegnet og pustede trompetskrald ud gennem næseborene, mens hopperne så spændte til. Nøj, hvor er sådan en flok heste smukke, når alle sanser er slået til.

 

Boons er rigtig god til at håndtere føllene. De har mægtig stor respekt, men er ikke bange, for ham. Sommetider er han nærmest barnepige. Da går alle føllene sammen med ham og hopperne går i den anden ende af marken.

 

Normalt er Boons vældig tålmodig og rar ved de små spilopmagere. Faktisk finder han sig i ret meget, men hvis et af føllene bliver for frækt, eller ikke flytter sig, når han genner lidt med det, kan han sætte efter det, så det ser ud som om han er lige ved at slå det ihjel. Han løber lige bag den lille bandit, blotter tænderne, lægger ørerne helt tilbage og strækker halsen, så han kan nå helt hen til føllets lille hoved. Føllet spæner af sted, det bedste det kan, mens det laver klappe-mundbevægelser.

 

Det ser faretruende ud, men føllene får aldrig en skramme. Jeg kan mærke, at det har en opdragende effekt, for føllene bliver nemmere at håndtere, når de går sammen med farmand. Det siver tilsyneladende hurtigere ind, når Boons siger stop, end når jeg gør det. Han kan selvfølgelig også løbe hurtigere end jeg. Nej, jeg løber ikke efter mine føl, men måske skulle jeg overveje det?

 

Nu behøver Boons bare at kigge på et frækt føl, så bliver det omgående vældig flink og glemmer alt om at lave ballade.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Boons Corner - nr. 11

 

torsdag den 21. december 2006

 

Hvad i alverden er der dog sket med vinteren?

 

Det er da det underligste vejr, jeg nogensinde har oplevet. Regntid i december? – næ, nu står verden ikke længere.

Jeg sidder og kigger ud på en grøn, grøn græsplæne, der stadig gror og egentlig trænger til at blive slået!

Det er første gang, jeg går i skjorteærmer uden halstørklæde, vanter, benvarmere, øredutter, kasket, thermostøvler og kæmpevinterjakke, når jeg ordner stalden om vinteren. Faktisk er det lige før, at jeg smøger skjorteærmerne op, for ikke at få det for varmt.

 

Hestene, der havde anlagt en behørig vinterpels må stå med ladedøren åben om natten, for ikke at få det for varmt.

Bortset fra de gigantiske regnskyl, tror jeg nok, at hestene nyder det gode vejr. De går stadig på min flinke nabos kæmpestore mark og leger ægte prærieheste. De får sig noget motion, når de sådan slentrer fra den ene ende til den anden, flere gange i løbet af en dag.

 

De små babyheste skulle jo hjælpes ud af vuggestuen og forberedes til deres fremtidige liv.

Pyh, der er mange ting sådan en lille hest skal lære. Gå pænt, løfte ben, bindes, strigles, gå væk, når der bliver skubbet lidt, komme, når der bliver trukket lidt, vente til det bliver ens tur til noget, ”overleve” at mor ikke altid lige er ved siden af, og finde sig i, at hende Lilli faktisk bestemmer ret meget.

 

Jeg forlader mig ret meget på, at hopperne er samarbejdsvillige. Det er de faktisk nød til, for jeg har jo ikke nogen til at hjælpe mig, så når lilleskatten skal til at lære at gå pænt og ikke bare sådan følge med i den anden ende af rebet uden alt for megen bøvl, så er det ret vigtigt, at vi hjælpes ad.

 

Jeg undrer mig tit over, hvordan hopperne kan finde ud af, hvad jeg vil have dem til. Jeg giver dem ikke nogle bevidste signaler, for jeg koncentrerer mig udelukkende om føllene. Alligevel, så flytter hoppen sig rundt, går frem eller tilbage, venter eller går i forvejen, går til siden eller kommer nærmere, alt efter hvad jeg gerne vil have dem til, for at det bliver lidt lettere for føllet.

Det fortæller lidt om, hvor let en hest egentlig kan læse os mennesker og også hvor samarbejdsvillige de er.

Temmelig tankevækkende.

 

Alle tre føl har været hurtige til at lære og er nemme at håndtere. De to hoppeføl er meget selvstændige, mentalt stærke og er helt klare til at flytte hjemmefra. Det kniber så lidt med den lille sorte diamant. Han har været så utrolig overbeskyttet af sin mor, så det har taget lidt længere tid for ham, at poppe ud af føl-boblen og ind i næsten-plag-verdenen. Det er heller ikke nemt, at blive selvstændig, når man har en yderst beskyttende og temmelig bestemt mor rendende i hælene.

 

Det hjalp så gevaldigt, at han kom i sin egen boks om natten. Faktisk hjalp det så meget, at jeg er begyndt at overveje, at sende ham tilbage i mors boks igen. I du gode, hvor har han travlt med at opdage verden og prøve grænser af. Nu er det ham, der mobber sine søstre i stedet for at spæne hen til mor, når de mobbede ham. Selv de andre hopper kredser han om, for at se, hvor langt han kan gå. Sazzy nøjes med at lægge ørene lidt, hun er jo en besindig gammel dame, men Son Dee har forklaret ham, hvor grænsen går for små, frække hingsteføl. Han undersøger alt og prøver ihærdigt at flytte rundt med alting. Krybben, vandbaljen, striglerne, rebet. Alt hvad der ikke er nagelfast smider han begejstret rundt med.

 

Han er så sød! Det er godt, at han ikke er en hoppe, for så kom jeg nok til at beholde ham.

 

Jeg har ejet eller håndteret mange fantastiske heste. Sommetider er der så en hest, der gør et helt specielt indtryk på en. Jeg tror, at det er noget lignende det ”det”, som mænd siger, at nogle kvinder har. De går rent ind i sjælen på en og efterlader et indtryk, der aldrig slettes. Sådan en lille hest er diamanten. Jeg kalder ham sød i mangel af et bedre ord.

 

Det er så fascinerende at se, hvordan de små heste udvikler sig. Sommetider går det så hurtigt, at man bliver helt forpustede. Fra et lille, yndigt, sårbart væsen, helt afhængig af hoppen til en kæk, selvstændig, småfræk, langlemmet minihest på bare et halvt år. Ja, ja, jeg burde have vænnet mig til det, men jeg bliver lige forbløffet hvert år.

 

Fine gamle Sazzy har sat nogle tanker i gang. Sidste år mistede hun sit føl, fordi hun folede for tidligt. Det blev aflivet tre dage gammelt. Det så ud til, at hun ret hurtigt kom over det, men vi kan jo kun bedømme ud fra, hvad vi ser. Vi ved ikke, hvordan hesten mærker det.

 

I løbet af sommeren blev jeg lidt bekymret for hende. Hun var sund og rask ifølge dyrlægen. Lidt gigt havde hun, men det hjalp hende at få glucosamin. Der var bare et eller andet, der gjorde, at jeg var betænkelig ved at bedække hende igen. Måske burde jeg bare lade hende gå på pension? Hun har fået mange gode føl, så det var måske på tide, at sige at hun havde gjort det godt nu og bare skulle gå rundt og nyde sin tilværelse. Men jeg havde også den tanke, at hvad i alverden skal hun så få tiden til at gå med? Skulle hun så bare gå og være misundelig på de andre hopper? Ville hun føle sig tilfreds på den måde? Jeg havde nogle alvorlige samtaler med dyrlægen og besluttede så at bedække hende.

 

Det har så vist sig, at være en rigtig god ide.

 

Fra at være en lidt sat, stille og måske nok også lidt trist hest, er Sazzy blevet glad og frisk igen. Ja sågar en smule fræk også. Hun har ikke fået glucosamin siden sidste vinter og har tilsyneladende slet ikke brug for det. At få føl holder hende åbenbart glad, frisk og sund. Så selvfølgelig skal hun have føl igen. Jeg håber, at hun selv siger ”til”, når den tid kommer, hvor hun ikke fysisk er i stand til at bære et føl. At hun så bare ikke kommer i brunst, så jeg ved, at nu er pensionisttiden kommet. Jeg bekymrer mig over, om hun måske er så glad for at have føl, at hun ikke selv siger fra. Nå, dyrlægen må være med til at bestemme, når nu jeg ikke selv kan.

 

Nu er det solhverv. Den bedste dag på året. Nå, ja det er måske overdrevet, men det er altså rart at vide, at nu bliver dagene lysere.

 

Inden vi får set os om, så skal hegnet gåes igennem, hestene på græs og føllene er på vej.

 

 

 

 

Boons Corner - nr. 12

 

søndag den 4. februar 2007

 

De forsvundne årstider.

 

Ja, hvor i alverden er de forskellige årstider blevet af? Jeg kan mærke, at mit indre årstids-ur er helt forvirret. Mon dyrene har det på samme måde?

 

Boons er i hvert fald gået i forårshumør meget tidligt i år. Hele vinteren har det været hopperne, der nærmede sig Boons, for at få hans opmærksomhed. Han har så, pligtopfyldende som altid, brummet lidt, krummet hals og puffet lidt til hoppen, indtil hun med et lille koket hvin har afvist ham.

 

Allerede lige efter nytår begynde Boons at ændre adfærd. Nu er det ham, der kontakter hoppen. Hans ”kaffemaskine-der-trænger-til-at-blive-afkalket-lyde” er blevet mere dybe og mere insisterende. Hopperne reagerer med at være meget feminine. De spænder mere op i kroppen, hviner højere og kan endda finde på at slå ud efter ham. Ikke for at ramme, men for at pointere, at de i hvert fald ikke er interesserede i nærmere kontakt. Jo, jo hormonerne er vågnet meget tidligt i år.

 

Jeg kan ikke rigtigt finde mig til rette med det underlige vejr, vi har haft. Jeg synes, at vi gik direkte fra sidste sommers tørke til noget, jeg vil betegne som dansk regntid. Temperaturen faldt ganske vist lidt og vi er faktisk allerede på vej mod de lysere tider. Jeg savner bare rytmen. Den rytme, der gør, at man kan finde ud af, hvor på året man er.

 

Jeg har svuppet rundt i gummistøvler i månedsvis – og jeg hader at gå i gummistøvler - halet dyngvåde heste ind hver aften, tørret våde brilleglas af i en uendelighed, hængt vådt tøj til tørre og sagt grimme ting om alt det mudder 12 små missepoter kan slæbe ind hver dag.

 

Så fik vi endelig en lillebitte smule frost. Tænk, frysepinden Lilli blev helt pjattet, fordi det blev koldt! Det var desværre kun i et par dage. Slet ikke nok til at få mit indre ur til at forstå, at det er vinter lige nu. Nå, naturen gør lige hvad det passer den og det må vi alle så tilpasse os.

 

Hopperne skal godt nok først fole omkring juni, for de var ikke i humør til at blive drægtige i følbrunsten sidste år, men de begynder at blive lidt rundere. Jeg ville gerne have føl tidligere på året, men så skal jeg springe en følsæson over og en hel lang sommer uden føl - det ville være underligt. Det ville nok også gøre Boons helt bims, at hormonerne ville svirre rundt i luften en hel sæson, uden at han fik lov til at gøre noget ved det. For slet ikke at tale om de damers forsøg på at bakke igennem hegnet ind til Boons, for så ville det være nødvendigt, at jeg forviste ham til at gå muttersalene i en fold for sig selv.

 

Føllene er begyndt at søge nye græsgange. Lille Sazz er allerede flyttet hjemmefra. Den lille sorte Diamant venter bare på godt vejr, så han kan flytte til Fyn. Han skal i løsdrift, så han flytter ikke hjemmefra, før vejret er lidt mere stabilt. Lille Dee skulle også have været flyttet hjemmefra, men der kom noget i vejen, så hun er hoppet ind på salgssiden.

 

Det er med blandede følelser, at jeg vinker farvel til de små. Ikke sådan at forstå, at jeg er ked af det. Nej, jeg er både lidt stolt, lidt glad, lidt spændt og lidt vemodig, når jeg sådan sender de små heste ud i den store verden.

 

Stolt, fordi køberen tror på føllets kvaliteter, glad for at have været med til at bringe endnu en lille quarter til verden, spændt på at se, hvordan den udvikler sig, vemodig, fordi hvert eneste lille hest, der forlader mig, tager et lillebitte stykke af mit hjerte med sig.

 

Hvor er det da fascinerende at avle. Tænk – hvert eneste år sker der et lille mirakel. Selvfølgelig ved jeg godt – rent teknisk – hvordan det går for sig, men jeg holder aldrig op med at undre mig, hver gang, jeg kigger ind i boksen til en hoppe med hendes nyfødte føl. Dagen før stod der kun en hest i boksen. Lige pludselig står det to. Det er da forbløffende.

Når man tænker på, at det hele starter med to mikroskopiske, geleagtige blærer, så kan jeg ikke andet end undre mig over at det ender med et langbenet føl.

 

Jeg er så spændt på at se, hvordan Boons afkom udvikler sig. Et er, at jeg synes, at hans afstamning er god og burde give nogle gode føl, at mine hopper passer fint til ham, at han har haft nogle rigtig gode hopper udefra og at de føl, der allerede er kommet, ser fine ud. Et andet er, om talentet holder.

 

Det tager SÅ lang tid, før man finder ud af, om ens forventninger bliver indfriet. Avl er en langsommelig affære og man må væbne sig med tålmodighed. Det bliver rigtig spændende, når første årgang bliver redet til. Først der, ser jeg, om det var rigtigt af mig, at satse på Boons.

 

Jeg er nu ikke så bekymret, for føllene lover godt. De er kønne, velbyggede, lærevillige og lette at håndtere, så hvorfor skulle de ikke føre det med sig, når de skal rides til?

 

Men – jeg glæder mig nu alligevel rigtig meget til at se de første under sadel.

 

 

 

Boons Corner - nr. 13

 

torsdag den 24. maj 2007

 

Den søde ventetid.

 

Ja, ja, helt så sød er den vist heller ikke at dømme efter hoppernes pusten og stønnen om natten. De grynter noget besværet, når de ligger sig og rejser sig. Tempoet er også sat lidt ned ude på marken og Boons får på det bestemteste besked om, at han skal begrænse sine anstrengelser for at charmere dem. Han får kun lov til direkte mule til mule kontakt for tiden. Ikke noget med at snuse andre steder, så bliver de knibske og hviner lidt. Det får så Boons til at lave en nydelig retræte. Han laver noget, der vist kan betegnes som en blanding af en levade og et rollback. Han rejser sig langsomt en lille smule på bagbenene, drejer så en halv omgang uden at røre jorden, hvorpå han meget kontrolleret sætter forbenene ned igen. Det foregår nærmest i slowmotion. Jeg kunne godt tænke mig, at filme det, for det ser ret godt ud.

 

De har nu alligevel ejerfornemmelser hopperne. Boons skal ganske enkelt være hos dem. Da jeg lukkede ham ind i en fold ved siden af en fremmed hoppe, for at han kunne charme hende, blev der et værre leben. De trommetykke damer begyndte at spæne frem og tilbage, mens de højlydt gav udtryk for deres mishag. Selv gamle Sazzy, der ellers tager tilværelsen sådan lidt fra oven, blev utilfreds med situationen og præsterede endda at bukke, så den tykke mave dinglede faretruende under hende. Så måtte jeg hente Boons ind til dem igen, for det kunne ikke gå an, at de blev så ophidsede, at det måske gik ud over de ufødte føl. Jeg flyttede så den fremmede hoppe ind på en fold ved siden af. Det gik bedre. Boons fik godt nok ikke lov til megen fjanten over hegnet med den nye spændende hoppe. Det tillod mine hopper ikke. Især Fancy mener, at hun skal bestemme, hvor megen fjanten, der må være.

 

Store og frodige går hopperne rundt og ser hemmelighedsfulde ud. Gad vide, hvad der gemmer sig bag de udspændte maveskind?

 

Jeg er nu ret sikker på, at hopperne synes, at det er besværet værd. Da Jackie ankom med føl ved siden, udløste det i hvert fald en enorm begejstring. Du godeste, hvor kunne de vågne op. De vrinskede og strakte hals og var lige ved at gå gennem hegnet for at komme over til den lille. Hvis de havde haft muligheden, så er jeg sikker på, at de havde stjålet den lille fra Jackie lige med det samme. Da jeg så tog dem alle ind for natten, så startede der en ”brummekoncert” uden lige.

 

Hver gang føllet så meget som viftede med det ene øre, så krummede hopperne straks halse og brummede. Hvis det vrinskede, startede en hylekoncert, som selv Boons tog del i.

 

Jeg glæder mig til, at der kommer føl, for stalden er blevet lidt tom. En efter en flyttede sidste års føl hjemmefra for at starte deres nye liv ude i den store pulserende verden. Når man har vænnet sig til det liv og leben sådanne nogle kvikke, små fyre kan lave, så bliver der pludseligt stille, når de er væk. Heldigvis bliver der rådet bod på det inden for en lille måneds tid.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Boons Corner - nr. 14

 

mandag den 6. august 2007

 

Så kom de endelig, de små.

Lige som sidste år var det lige før, at de to gamle hopper bare ringede med ”fole-klokken”, så jeg kunne gøre mig klar til en vågeaften.

 

En uge før termin gjorde Son Dee mig klart, at i aften, havde hun tænkt sig at berige verden med en ny lille hest.

Son Dee foler lynhurtigt. Ikke noget pjat med at gå i timevis og være urolig, puste, svede og skrabe. Næh, Son Dee går bare lige et par runder i boksen, snuser lidt i halmen, skraber en enkelt gang, som om hun lige vil mærke om det er et godt sted at ligge sig og så går hun i gang.

 

Son Dee fik et ualmindeligt, smukt hoppeføl. Jeg var da lige ved at tabe pusten, da jeg så hende. Hun har ikke nogen aftegn, hvilket jeg ellers godt kan lide, men hun behøver slet ikke den slags pynt, for at man kan få øje på hende

 

Fire dage efter, også lidt før termin, ringede Sazzy med fole-klokken. Jeg kunne godt se, at hun mente det alvorligt, så jeg gik ind i stalden for at rette lidt på kameraet, inden jeg tog hestene ind. Det kunne Sazzy altså ikke vente på. Jeg kunne høre, at der var lidt uro, så jeg gik ud igen og da var Sazzy allerede ved at fole i den store halmbunke, de havde på folden.

 

De andre heste holdt sig på passende afstand, bortset fra Fancy, der helt bestemt mente, at hun skulle være med. Jeg er ikke sikker på andet end, at hun ville have forsøgt at stjæle føllet, hvis jeg ikke havde blandet mig.

Da jeg havde lukket de andre ind satte jeg mig ud til Sazzy og hendes fine, lille hoppeføl. De kunne jo lige så godt få afklaret det formelle udenfor, når nu det var sådan en dejlig, lun aften: Davs mor - hejsa lille skat – hov, jeg har jo ben, hvor er mælkebaren, osv.

 

Det var dejligt med alt den plads. Sazzys føl har åbenbart den klare opfattelse, at når man kommer til verden, så skal den udforskes med det samme. Knap er de kommet ud, så står de på benene og uden overgang, så drøner de rundt.

 

I år gik alt usædvanligt hurtigt. Et kvarter efter folingen, så havde den lille fået sin første mælk, var kommet af med følbegen, havde tisset og Sazzy var kommet af med efterbyrden. Men inden da, havde føllet allerede afprøvet de lange ben i et tempo, så jeg var lige ved at tro, at hun overvejer en væddeløbskarriere. Hun havde også leget bjergbestiger i den stor halmbunke, stejlet op ad sin mor, undersøgt mig, jagtet en uskyldig mis og nippet lidt i græsset. Jo, jo, Sazzys føl er både smukt og meget aktivt.

 

Pyh ha, det er en brat opvågning for Sazzy at gå direkte fra en stille, rolig tilværelse som højdrægtig hoppe til at være aktiv mor for sådan et livligt, lille energibundt.

Det er fantastisk at sådan en lille hest er fuldt ”funktionsdygtigt” et par minutter efter, at den er født.

 

Fancy havde set foleklar ud lige siden Son Dee havde fået hendes føl. Da så Sazzy også havde folet var hun ved at gå ud af sit gode skind af bare misundelse. Nøj, hvor ville hun gerne have sit føl.

Hendes yver struttede, hun blev blød omkring halen og hendes skede blev lang og slap. ”Fint, hvis vi lige kan få klaret den sidste foling med det samme”, tænkte jeg.

 

Men der skete ikke noget. Fancy ventede og jeg ventede. Fancy blev mere og mere utålmodig og jeg holdt øje med hende nat efter nat. Jeg ved ikke hvor mange gange, jeg var sikker på at nu kom føllet, men der skete stadig ikke noget. Fancy havde det slet ikke rart. Hun var dybt misundelig på de andre hopper og hver eneste nat, var hun urolig på den ene eller den anden måde. Jeg fik en gennemgang af alle de klassiske folingstegn og nok også et par stykker Fancy selv har opfundet.

Så kom vi over termin og Fancy virkede efterhånden temmelig træt og også lidt nedtrykt, men der skete stadig ikke noget. Vi ventede og ventede.

 

Da hun en nat igen var så urolig, at jeg overvejede at blive oppe i stedet for min vækkeurs-afbrudte søvn, rystede jeg lidt på hovedet af mig selv. ”Nah – det er nok igen bare ønsketænkning”.

Men jo, nu skulle der ske noget. Langt om længe havde Fancys føl bestemt sig for at komme ud til os.

 

Et fint, rødt hoppeføl med en fræk skæv blis. Det havde været en anstrengende periode, men hun var helt bestemt ventetiden værd. Hun er smuk, charmerende og har masser af udstråling.

 

Fancy var så glad, så glad. Da de var ude første gang var hun så stolt af føllet, at selv Boons skulle se det. Jeg blev lidt forundret, for sidste år ville Fancy ikke tillade at nogen af de andre heste var tæt på. Hun gik hen til ham og man kunne tydeligt se, at det var for at vise ham den lille. Boons blev noget betænkelig ved det, for han ved godt, at de damer godt kan være lidt prikne, når de har fået føl, men lidt efter gik de næsten side om side og græssede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Son Dee's meget smukke datter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sazzy's ikke mindre smukke energibundt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fancy's datter, som vi ventede så længe på.

 

 

 

 

Boons Corner - nr. 15

 

mandag den 14. januar 2008

 

Nu er det da vist på tide, at få skrevet lidt.

Det er jo ikke nok at have Boons Corner inde i hovedet, jeg er virkelig nød til at sætte mig til tasterne.

 

Det er ikke fordi, der ikke sker noget, at jeg ikke har skrevet, for jeg var mægtig aktiv i sommers.

 

Da vejret blev varmt nok til det, gik jeg i gang med at friske det udvendige murværk lidt op.

Udtrykket ”friske lidt op”, har jeg fra min gamle nabo i Todbjerg. Jeg havde gået en hel sommer og knoklet som et bæst med at renovere murene, male træværket og var endelig gået i gang med at male, da min gamle nabo kiggede forbi.

Han så lidt på alt det, jeg havde lavet og sagde så, på den der stilfærdige måde, han altid talte på:” Nå, du vil nok have frisket lidt op på ejendommen”.

 

Jeg vidste ikke helt om jeg skulle grine eller græde, for jeg havde virkelig slidt i det, men holdt masken og sagde, at det jo altid pynter lidt med en gang maling. Min nabo kiggede lidt tankefuldt på mig og nikkede så.

Såe – jeg har frisket ejendommen lidt op.

 

Jeg har malet murene hvide. Uha hvor det pyntede. Jeg var lidt bekymret for, om cempexoen nu også kunne dække den røde farve, men det gik fint. Jeg havde regnet med at skulle over det to gange og da jeg var færdig, var alt helt fint hvidt. I år står den så på maling af træværket. Det er hvidt, så vinduerne forsvinder næsten helt i alt det hvide. Det bliver nok pænere, når det bliver lysegråt.

 

Inden jeg var helt færdig med at male, ankom der to af de små rundbuehaller. Ikke som læhuse for hestene. Nej, de er blevet til læhuse for mine maskiner.

 

Jeg er jo lidt pjattet med at drøne rundt på min traktor og kan godt lide, at jeg kan lave lidt hø selv. Det kræver jo en slåmaskine, en rive og en presser. Indtil nu, har de levet en kummerlig tilværelse ude i det fri, lige bortset fra presseren. Min nabo kom forbi en dag og så, at presseren stod udenfor. DET går altså ikke. Det kan en landmand slet ikke tåle at se, så han inviterede den på ferie i hans kæmpehal, hvor den for øvrigt står endnu, selvom hallerne er sat op.

 

Jeg var begyndt at ride Boons og det gik fint. Vi var på clinic med Iris. Det var lidt hårdt for Boons, for han var stadig ikke kommet ordentlig i form, men det var tydeligt at han nød at komme ud. Jeg tror også, at han kunne kende Iris.

 

Efter at have redet ham i nogle måneder viste det sig desværre, at han har en skade i lænden. Boons haltede ikke, men han virkede ikke, som han plejer. Han virkede nærmest, som om han var ked af at blive redet. DET havde jeg aldrig oplevet før, så jeg fik dyrlægen ud. Jeg kunne jo ikke rigtigt sige, hvad jeg troede, der var galt, for der var intet at se. Dyrlægen mente da også, at det bare var lidt hårdt for Boons at komme i gang igen, så jeg skulle bare ride videre.

Jeg syntes stadig, at kunne mærke, at der var noget galt. Da jeg skulle hente ham på marken ugen efter, lå han ned. Han plejer ikke at rejse sig, når jeg kommer, så det undrede mig ikke, men da han havde fået grimen på og jeg bad han om at rejse sig op, gjorde han det på en mærkelig stivbenet måde.

 

SÅ måtte dyrlægen komme igen og denne gang ville jeg have han til at undersøge Boons bedre.

 

For at gøre en lang historie kort, så har Boons en skade i lænden, der gør at han sandsynligvis aldrig mere kan rides – i hvert fald ikke som showhest mere. Det gode er, at han ikke går og har ondt. Så længe han bare får lov til at gøre, hvad han vil, så har han det fint. Han er glad og giver af og til ”opvisning”, hvor han laver alle mulige mærkelige badutspring.

 

Selvfølgelig er det trist, at han ikke kan showes mere, nu hvor jeg er frisk og kan ride, men jeg er så glad for, at han ikke er kommet så alvorligt til skade, at jeg blev nød til at aflive ham. Så længe, han er glad og frisk, kan lave dejlige babyer og kan gå rundt og ser smuk ud, så er jeg glad.

 

Føllene vokser og er næsten vænnet fra. De får stadig en tår i ny og næ, men det bliver ikke til meget. Om morgenen, når de bliver lukket ud er der vild begejstring. De stormer hen til hopperne og patter løs. Jeg tror nu ikke, at de får ret meget mælk, det er vist mere det at være sammen med mor, der betyder noget.

 

Jeg bekymrer mig altid meget om gamle Sazzy. Sender hende granskende blikke, for at se om hun har det godt. Taler altid med dyrlægen om hende og om hun skal ifoles. Dyrlægen er en tålmodig mand. Han lytter til mine bekymringer og siger så altid, at den hest har det fint og hvis hun vil i fol, så skal jeg lade hende få den baby.

 

Og det er rigtig nok. Sazzy har det så godt, at jeg har truet med at lægge en sadel på hende og tøffe over i skoven en lille tur.

Hun får som sædvanlig glucosamin, men jeg er også begyndt at give hende nogle specielle urter, der skal forbedre fordøjelsen, fordi hun af og til har vist svage koliktegn.

 

Det er muligt, at de urter skal virke på fordøjelsen, men de går altså også i benene på gamle hopper. Hvor vi før i tiden kom i passende adstadigt tempo, når hun bliver trukket ud om morgenen, drøner Sazzy nu af sted, så jeg knap nok kan følge med. Hun spæner rundt på marken, laver bukkespring og er i det hele taget mægtig kvik. Det er rigtig dejligt at se.

 

 

 

 

Boons Corner - nr. 16

 

mandag den 17. marts 2008

 

Er det nu også så logisk – for hesten?

 

Der var en, der spurgte: ”Hvis du kunne telepatere med din hest, hvad ville du så spørge den om”?

Jeg gik straks i gang med at filosofere over dybe og opklarende spørgsmål. Men – jeg endte med, at det jeg virkelig gerne ville have svar på, var temmelig jordnært.

 

Jeg vil nemlig gerne vide, om vi da ikke kunne finde ud af, hvor i boksen, der skal tisses og klattes!

 

Ikke særlig dybsindigt, men det ville være mægtig praktisk, hvis vi kunne blive enige om det. Jeg synes jo, at det er logisk, hvis hestene holder det forreste af boksen rent og nøjes med at det bagerste hjørne som toilet. Så ville det være nemt for mig at muge ud og hestene ville have en næsten ren boks.

 

Men det er slet ikke logisk for hesten. Faktisk er det meget ulogisk, for selvfølgelig er det smart at hestene klatter og tisser, der hvor de lige har græsset. I naturen ville de jo vandre videre til nye græsarealer. På den måde ville de efterlade eksempelvis ormeæg, således at ormepresset ville blive reduceret til et minimum.

 

Det er måske forklaringen på, at især føl både tisser og klatter i deres hø, hvis de ikke har fået spist op og at heste gerne klatter oven i det hø, man har lagt ud på folden til dem, når de har spist sig mætte.

 

Jeg synes, det er logisk, at når hestene skal lukkes ud om morgenen, så skal de stå stille, mens jeg lægger grime på, gå pænt ved siden af mig, indtil vi er igennem leddet og der skal de også stå stille, indtil jeg har taget grimen af igen. Sådan vil det gå hurtigst og nemmest – meget logisk for mig, men bestemt ikke for hestene. De gamle har lært at være tålmodige. Men føllene synes absolut ikke, at det er logisk med al den tålmodighed!

 

De er mætte, udhvilede og fulde af ubrugt energi. De synes helt bestemt, at jeg bare skal se at få den bokslåge op i en fart, så de selv kan drøne ud for at tage hul på den nye dag. De lærer det selvfølgelig, men det er helt tydeligt, at der ikke er megen logik i det, for dem.

 

For Boons er elhegnet absolut ikke logisk. Han har stor respekt for hegnet, men hver aften, når han skal ind, undrer han sig over, hvordan det går til, at jeg kan røre ved hegnet uden at få stød. Mens jeg giver ham grimen på, nærmer han forsigtigt mulen enten til selve tråden eller også til håndtaget. Det er tydeligt, at han prøver, om der er strøm i hegnet. Det sker af og til, at han bliver enig med sig selv om, at når jeg kan røre ved hegnet uden at det støder, så kan han også. Det opdager han jo så ikke er tilfældet, hvilket får ham til at springe væk med en høj pusten og undrende øjne. Det afholder ham nu ikke fra at prøve igen dagen efter. Gad vide om Boons har lyst til at få opklaret det mysterium – hvis han ellers kunne spørge mig?

 

Det må også være temmelig ulogisk for hestene, at de kun får lov til at gå på en afbidt græsmark her om vinteren, når nu græsset står højt og flot på naboens mark lige på den anden side af hegnet.

 

Sådan er der mange forskellige ting i hverdagen, der kan få mig til at fundere over, at det, der synes så logisk for mig, slet ikke er logisk for hestene.

 

Men hvor er hestene da tilpasningsvenlige. Vi forventer, at de skal lære at begå sig i vores verden, selvom det tit og ofte må være temmelig ulogisk, besynderligt og ofte lidt skræmmende for dem. Alligevel formår de at tilpasse sig vores ønsker og tilmed endda virke som om, de kan lide det. Ja, sommetider kunne jeg sværge på, at de morer sig over mig og alle mine ønsker og krav.

 

 

 

Boons Corner - nr. 17

 

tirsdag den 20. maj 2008

 

En midtjyde vender hjem.

 

Bakker, bøgeskove og bugtede landeveje.

 

Nu er jeg flyttet igen. Nej, det er ikke blevet en dårlig vane, jeg kunne bare ikke rigtig finde mig til rette i det sydlige Danmark. Jeg havde ikke troet, at det ville være så anderledes at flytte til en anden landsdel og så svært at falde til.

 

Jeg sagde hele tiden til mig selv, at jeg bare lige skulle vænne mig til mine nye omgivelser. Det var en dejlig ejendom, flinke naboer, skov tæt ved og flere af mine bekendte boede lige i nærheden, så hvad var det, jeg savnede?

 

Jeg savnede bakker i landskabet, bøgeskoven og de snoede landeveje.

 

Jep – det var lige det, jeg savnede, så lige meget, hvor meget jeg prøvede på at falde til i Syddanmark, som jo er helt fladt som en pandekage, så hjalp det ikke det mindste. Så måtte jeg jo gøre noget ved det, for det duer ikke, at bo et sted, hvor man ikke rigtig føler sig hjemme.

 

Ejendommen blev hurtigt solgt, men først til overtagelse 1 aug. så jeg havde lidt tid til at finde en anden og så gik jagten på en ny ejendom ind.

 

Ret hurtigt dukkede den rette ejendom op. En gammel, men meget velholdt ejendom, lige midt i den skønneste natur – bakker og skov i overmål. Jeg er ellers vokset op i søhøjlandet ved Mossø, så jeg burde være vant til skøn natur, men naturen her omkring tager vejret fra mig. Her er så smukt, at jeg næsten ikke kan få lavet noget. Jeg bruger en masse tid på, bare at kigge.

At der så også er 7 ha. Kuperet jord til, er kun et ekstra plus. Skoven er lige for enden af vejen, ca. 200 m væk og man må gerne ride der.

 

Der var bare lige det, at hvis jeg ville flytte med det samme, så skulle det gå rigtigt, rigtig stærkt, for hopper skal jo helst flyttes 4 uger før forventet foling, så de kan nå at danne nye antistoffer, inden de foler.

 

Det lykkedes mig at stresse både ejendomsmægler, advokat og bankmand, men alt klappede og i løbet af 14 dg. var jeg den lykkelige ejer af det nye sted.

 

Så skulle der times og tilrettelægges, planlægges og organiseres, for jeg havde meget travlt, inden Son Dee, som den første, skulle fole.

 

Nøglen fik jeg torsdag eftermiddag, fredag blev der lavet indhegning, lørdag blev hestene flyttet, søndag pakkede jeg og tog misserne med til det nye sted og mandag blev møblerne hentet. Sådan klarer man lige en lynflytning. Pyh ha, hvor gik det stærkt, men det var så rigeligt indsatsen værd.

 

Jeg fik gjort rent og overraskede mine købere ved at ringe til dem og sige, at de gerne måtte overtage ejendommen før 1. aug. Jeg havde glædet mig til at ringe, for jeg var sikker på, at de ville blive glade for at kunne flytte ind med det samme. Det blev de også. Han blev først helt stum, da jeg ringede, men blev så mægtig begejstret. Det var dejligt, at kunne gøre dem glade.

 

Jeg skal – som sædvanligt, bør jeg vist skrive – til at lave ny stald. Denne stald er dog opryddet og rengjort, så der er ikke en masse gammelt skrammel, der skal flytte ud først.

Stalden er meget bred, så der skal tænkes lidt over indretningen.

Indtil den nye er klar, kan hestene bo i en stor lade i lejebokse, ligesom da jeg flyttede sidst.

 

Hestene tog flytningen fint. De blev lukket direkte på marken og blev først meget optaget af naboens kvæg, der gik lige ved siden af. Så tøffede de en tur rundt langs hegnet og begyndte derefter at græsse.

 

Boons brugte megen tid på at undersøge de nye omgivelser. Normalt går han tit alene rundt og ofte græsser han langt fra hopperne.

Tilsyneladende mente han, at når man sådan lige pludselig var et nyt sted, så skulle hopperne med, når han med jævne mellemrum tog en inspektionsrunde på marken.

Hvordan han kommunikerede det til dem, aner jeg ikke, for han gennede ikke med dem og jeg kunne ikke se, nogen form for hovedbevægelser eller andet, der fortalte hopperne, at de skulle følge med ham. Men det var tydeligt, at de ”fik besked på” at følge ham.

 

Da han havde trukket dem rundt langs hegnet nogle gange, kunne jeg se, at hopperne efterhånden syntes, at han var lidt irriterende. Når han begyndte at gå, løftede de hovederne, sukkede lidt, men traskede så lydigt efter ham i samlet flok.

Efter et par timer mente Boons åbenbart at det var sikkert nok at forlade hopperne og lod dem græsse i fred, mens han undersøgte alt endnu engang.

 

Det var godt, at jeg skyndte mig sådan, Son Dee begyndte for et par dage siden at fortælle mig, at hun havde tænkt sig at fole og i nat fik hun et flot, brunt hingsteføl med 4 sokker, en stjerne og snip. Alt gik fint og Son Dee er som sædvanlig en mægtig god mor, der passer på, at den lille ikke kommer i hegnet, viser ham, at han skal sove i halmen og malker så hårdt, at der står et springvand af mælk omkring dem, hver gang han drikker.

 

Fancy er vældig interesseret og meget misundelig, men skal heldigvis fole inden længe, så hun ikke skal gå og vente i ugevis ligesom sidste år. Sazzy tager den lilles ankomst med ophøjet ro. Hun er en tålmodig sjæl og ved vel sagtens, at der kommer en til hende også. Boons kigger på den lille, men holder sig klogelig langt væk. Han ved godt, at hopper, der lige har folet, kan være meget prikne og ikke ønsker nærkontakt lige med det første.

 

Jeg har lukket Son Dee og den lille på en fold for sig selv. Her kan de gå de første par dage, så de får fred og ro til at lære hinanden at kende. Her er nu så megen plads, at det nok ikke har den store betydning, om de går for sig selv eller ej, for der er plads nok til at Son Dee’s sikkerhedsafstand sagtens kan overholdes.

 

Det er vist bare for min egen skyld, at jeg gerne vil have dem ”for mig selv” de første dage.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her er Son Dee og hendes søn – 6 timer gammel.

 

 

 

 

Boons Corner - nr. 18

 

torsdag den 5. juni 2008

 

Hippiemarker, bakker og nye udfordringer.

 

Jeg er vant til at skulle udnytte mine græsmarker til sidste millimeter for at have græs nok til hestene, men her er der jord nok, så det var en lidt underlig fornemmelse, da jeg satte hegn, at efterlade en god bid skel til naboen, hvor der senere skal plantes et læhegn.

 

Der blev dyrket korn på markerne sidste år, bortset fra ca. 1½ tdl., hvor der er græs. Siden har de bare ligget og passet sig selv. Det har resulteret i, at der er kommet græs næsten overalt, iblandet en smule korn.

Ganske udmærket for hestene at gå og græsse på, men det så temmelig uciviliseret ud.

 

Da det blev godt, tørt vejr, besluttede jeg mig for at slå alt det, hestene ikke gik på, for at få sat lidt skik på de langhårede hippiemarker.

 

DET var lidt af en oplevelse.

 

Jeg har jo i 3 år boet i et fladt pandekageland, hvor jeg kunne drøne rundt med et kaffekrus i den ene hånd, en smøg i den anden og styre traktoren med knæet.

 

Jeg kom ud for et helt kulturchok. På de bakker, der er her, skal man sørme have godt fat i rattet, for ellers smutter traktoren helt ud af kurs. Ja – bare at kigge bagud for at se, om jeg fik slået lige, sendte traktoren ud på slingrekurs i starten. Ihhh du gode, hvor fik jeg lavet helligdage og måtte bakke lidt, så ikke de afslørende striber blev alt for talrige.

 

Og bare det at få hold på traktoren var et projekt, for hvor jeg før bare daskede foden på bremsen og så stod traktoren bomstille, så skal jeg nu arbejde lidt mere for sagen og også huske at beholde foden på pedalen. Det gav mig lidt sjove oplevelser i starten, når jeg manøvrerede rundt med grønthøsteren. Jeg skulle især huske at slippe koblingen, før jeg slap bremsen, når jeg vendte, for ellers var jeg på vej ned af bakken i en vældig fart. Det gav lidt hjertebanken, da jeg glemte det i starten – især når jeg pludselig var på vej ned af bakken – baglæns!

 

Jeg har fået et helt specielt forhold til bakken helt ud i bunden af marken. Pyh, den var en udfordring!

 

Jeg må indrømme, at jeg var lidt bange for at køre der, men det gik da. Jeg holdt vejret og havde hjertet helt oppe i halsen, mens traktoren med en dyb brummen arbejdede sig opad. Jeg opdagede da også, at det godt kunne lade sig gøre, uden at traktoren stejlede eller væltede sidelæns. Min respekt for min elskede 135’er er vokset en del efter den oplevelse.

 

Da jeg have vendt høet og skulle til at presse, var jeg vist blevet en smule hærdet, for det var stadig skræmmende at køre på den stejle bakke, men jeg trak da vejret hele vejen, mens jeg kørte op.

 

Det var også lidt af en udfordring at hente ballerne ind, for jeg kunne jo ikke bare uden videre hoppe ud af traktoren for at smide en balle på. Hver gang jeg skulle ud af traktoren, blev jeg nød til at låse bremsen, for ellers ville både traktor og vogn hastigt forsvinde ned ad bakkerne uden mig. Heldigvis hjalp Kristian mig, så det eneste jeg skulle var at hoppe op på bremsen og blive stående længe nok til at han kunne få ballerne smidt op. Næste år vil jeg have mig en ballevogn. Det vil lette processen betydeligt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her er den udsigt, der møder mig, når jeg træder ud af døren.

 

 

 

 

Boons Corner - nr. 19

 

lørdag den 5. juli 2008

 

Livet kan være både forfærdeligt og fantastisk på samme tid.

 

Jeg gik og ventede på, at Sazzy skulle lægge an til foling. Hun plejer at give mig et vink med en vognstang, når det er tid. Hun skulle ifølge terminen først fole d. 11 juli, men hvis hun kun gik det antal dage, hun gik sidste år, kunne det blive d. 2 juli, så sidst på måneden, begyndte jeg at holde godt øje med hende.

 

Da jeg havde hestene inde fredag aften var det intet, der indikerede, at Sazzy var tæt på foling. Hun var tyk og stor, lidt besværet, men ellers frisk. Jeg lavede mit ”lad os nu lige se, om ikke det snart er tid” check, hvor Sazzy som sædvanligt lagde mulen på min ryg, mens jeg kiggede ind under hendes mave, for at se efter vokspropper. Ingen vokspropper, skeden lignede sig selv og hun var kun en smule blød i ligamenterne ved haleroden, så der var intet, der tydede på en forestående foling.

 

Alligevel gik det forfærdeligt galt!

 

Sazzy folede lørdag nat. Jeg kan ikke beskrive det. Det gør alt for ondt, men Sazzy døde under folingen.

 

Midt i alt det rædselsfulde, så skete der noget helt fantastisk.

Fancy – min helt fantastiske Fancy – tog uden videre føllet til sig!

Hun tog bare den lille og passer ham, sammen med sit eget føl.

 

Jeg har set hopper stjæle andres føl, jeg har set goldhopper lægge mælk ned til et fremmed føl og jeg har set hopper adoptere andres føl, men jeg har aldrig set at en hoppe, der går med sit eget, forholdsvis nye føl, uden videre tage sig af en anden hoppes føl. Dyrlægen har heller ikke hørt om noget sådant. Det kunne være nærliggende at give Fancy menneskelige følelser og sige, at hun tænkte, at Sazzy var død og at hun derfor hellere måtte tage sig af det moderløse føl, men sådan hænger det nok ikke sammen – eller gør det?

 

I år har hopperne fået lov til at fole ude på marken. Derfor kunne Fancy tage den lille. Havde jeg haft Sazzy i boks, da hun folede, ville hverken dyrlægen eller jeg have fået den tanke, at forsøge om Fancy ville tage sig af føllet.

Jeg er dybt taknemmelig over at Fancy tager sig af den lille, for det giver ham en helt normal opvækst. Ellers skulle jeg have prøvet at finde en ammehoppe eller have opflasket ham.

 

Hvor er jeg glad for, at jeg efter flytningen har fået min gamle dyrlæge igen. Det var så godt, at kunne ringe til en dyrlæge, der kender mig. Han mener, at føllet er noget specielt, for det har kæmpet hårdt for at komme ud i livet.

Jeg var meget bekymret for, hvordan det skulle gå, nu Fancy pludselig skulle tage sig af to føl. Normalt bruger hoppen de første par dage til at lære føllet at følge efter hende. Hvordan skulle det gå, når hun også skulle tage sig af lilletøsen, der kun var 17 dage gammel?

 

Den første dag, havde jeg lukket Fancy og føllene i en fold for dem selv sammen med Boons. Fancy vil ikke gå alene på en fold. Hun mener helt bestemt, at den tynde tråd gør, at hun er helt alene i verden, så derfor holdt Boons hende med selskab, for han ville ikke drømme om at genere hverken hende eller føllene. De andre var også lige på den anden side af hegnet, så Fancy var tilfreds med tilværelsen, lige indtil de andre vandrede af sted ud over bakkerne, så var selv Boons selskab ikke nok.

 

Jeg skyndte mig ud og lukkede leddet op, så Fancy kunne følge efter de andre og der glemte Fancy den lille. Hun løb glad af sted efter de andre med tøsen ved siden og lillefyren blev efterladt helt alene. Jeg gik hen til ham for at lede ham på rette vej. Han vrinskede efter Fancy og hun svarede ham godt nok, men vendte ikke om. Boons nærmede sig forsigtigt med mulen strakt frem og sagde en meget blød lyd helt nede i halsen. DET fik Fancy til at vende om. Hun strøg op til os, gik i mellem mig og føllet, vendte en ”uvenlig” side til Boons og tog lillefyren med sig.

 

Lidt senere samme dag, blev lillefyren forvirret igen. Fancy havde græsset sig lidt væk fra ham, så han kunne ikke rigtigt finde mor, da han vågnede og rejste sig op, så han klistrede sig bare op ad den nærmeste krop, han kunne finde. Lige pludselig havde Boons det lille føl hængende som en magnet presset tæt op ad lysken. Fancy vågnede op med det samme og Boons så vældig bekymret ud, da hun kom stormende, for føllet fulgte jo selvfølgelig med, da han begyndte at gå væk. Han ved godt, at hopper ikke er sådan at spøge med, når de beskytter deres føl mod virkelige eller indbildte farer. Boons lavede et mærkeligt spring til siden, så Fancy kunne komme i mellem ham og føllet og så var alle tilfredse igen. Efter et par dage var lillefyren helt klar over, hvem mor er og følger hende fint. Fancy har tilsyneladende også lært at tælle til to, for hun sørger altid for, at begge føl kommer med, når hun går.

 

Det er en forunderlig oplevelse at se Fancy med de to føl og selv om mit hjerte er lige ved at briste over tabet af Sazzy, så får Fancy mig til at smile igennem tårerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her er Fancy og Boons sammen med de to føl.

 

 

 

Boons Corner - nr. 1

 

Mandag 20 marts 2006

 

Vi går alle og venter på foråret og jeg begynder i god tid, for ligesom at fornemme at, nu nærmer den skønne tid sig.

Nu er det tid at gennemgå indhegningerne, så de kan være klar, når hestene skal ud. Jeg går en tur langs hegnet og kigger indgående på det. Faktisk er det bedst at gøre det en dag, hvor vejret ikke er for godt. Ellers bliver jeg nemt distraheret af fuglesang og små grønne spirer, der trodser det ustadige vejr og titter frem blandt alt det brune og så får jeg ikke kigget grundigt nok på hegnet.

 

Jeg funderer lidt over, om der skal ændres noget i foldene. Et hegn flyttes, to folde slås sammen måske.

Selvom det lige nu føles som om foråret aldrig kommer, så er der umiskendelige tegn på, at det ikke varer så længe. Hestene fælder. De nærmest kaster pelsen af, hvilket kan virke temmelig fornuftstridig her midt i kulden. Jeg kom til at træde på nogle vintergækker, der helt og aldeles ignorerer kulden. De har nemlig indbygget frostvæske. Jeg håber, at de klarer det, trods min noget hårdhændede behandling af dem. Hvordan kunne jeg også vide, at de lige netop står der? Hernede på mit nye gods står løgplanterne temmelig tilfældigt. Måske skulle jeg omrokere dem lidt, så de undgår mine træsko næste år.

Boons er blevet vågen og holder godt øje med hopperne – og enhver anden hest, han kommer i nærheden af. Man ved jo aldrig, om det er en potentiel kone, der nærmer sig. Han nyder at være kommet i gang med træningen efter seneskaden. Han er så glad for at skulle af sted til ridehallen, at jeg næsten ikke kan nå at følge med op i traileren, når han skal læsses. Eller er det mon ham, der læsser mig? ”Kom så med op. Dygtig pige”

Hopperne går hemmelighedsfulde rundt og afslører intet om, hvilke føl de gemmer på. I år bliver det lidt sent før føllene kommer, men så kan de fole ude og det siges jo at være bedre, end når de foler inde. Sådan er der fordele og ulemper ved alt. I år er jeg bekymret for at miste føl. Sazzy mistede sit føl sidste år og jeg synes, at man hører om flere hopper, der mister føl igen i år. Alle hestene er vaccineret mod virusabort, så jeg kan intet andet gøre en at håbe, at alt går som det skal.

 

Det er de sjoveste tanker, der dukker op, når jeg går og ordner stalden.

 

Ryste op og klemme sammen f. eks, det bruger jeg en masse tid på.

Når jeg muger, så skubber jeg den rene halm sammen i et hjørne og tager skidtet ud. Så ryster jeg halmen ud igen og klemmer det sammen, så der bliver en god madras.

Så henter jeg frisk halm. Det bliver også rystet op, spredt ud og omgående klemt sammen igen.

Med wrappen er det det samme. Først skal det rystes løs fra ballen, dernæst klemmer jeg det sammen i trillebøren og så ryster jeg det løs igen, når jeg smider det ind i boksen.

Et værre rysten op og klemmen sammen.

 

En anden tanke. Vi er faktisk kunstnere, os hestefolk.

Ja, ikke tryllekunstnere, malere eller dygtige ryttere.

Næh, vi er hestepære-kunstnere, er vi.

Kunsten er at muge en boks ud uden at få spredt de små, runde og temmelig livlige hestepærer rundt i boksen.

 

 

Og her er det så - Boons Corner. Han står nede i hjørnet og kan holde øje med alle damerne på en gang.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Boons Corner - nr. 2

 

onsdag den 29. marts 2006

 

Så kom foråret. Hos mig kom det i form af en mindre syndflod!

 

Det var helt mærkeligt at gå over til hestene for at fodre. Vinden, der plejer at bide i næsen og kinderne, smøg sig nu lunt om kinderne. Jeg kunne mærke den der enorme energi i naturen, der indikerer at alt vågner og nu skal der ske noget.

 

Jeg lukkede hestene ud og glædede mig over, at de ikke skulle stå i pivende frostvejr. Det var en stakket glæde, for jeg havde næsten ikke nået at lukke leddet, før regnen stod ned i tykke stråler. Kors, hvor det regnede. Lige pludselig var der store søer – ja, nærmest et helt Atlanterhav rundt på markerne. Ridebanen forsvandt under mægtige vandmasser. Mon jeg skulle begynde at holde søheste?

 

Jeg skal vist skynde mig, hvis jeg skal have fældet flere træer dette forår. Jeg er ved at ”få orden” på stykket med ”vilde træer”. De står hulter til bulter. Nogle er døde, andre truer med at lægge sig ned, så jeg har en del kvalitetstid sammen med min motorsav i disse dage. Det skulle gerne munde ud i en dejlig fold, hvor hestene kan gå i skyggen af de stor træer, jeg ikke fælder.

 

Foråret er en travl tid. Forårsblomsterne bryder igennem jorden. Græsset begynder snart at buldre op – ukrudtet ligeså. Alle dyr har travlt med at forberede sig på familieforøgelse. Der er sådan en energi i naturen, at man kan blive helt forpustet.

 

Hestene fælder i store totter. Jeg har heldigvis mit hemmelige våben mod det. En hundekarte! Det er ganske enkelt det bedste ”våben” mod fældeperioden. Man kan lynhurtigt løsne alt skidtet og man skal ikke engang svede for det, for hestene bryder sig absolut ikke om det, hvis man kradser hårdt. Bagefter, så er det bare at børste alt det løse af og så har man en fin, ren og skinnende hest. Man og hale er ligeså lette at hold fine med karten. Så er der så kun alle de hove, der skal renses. 20 stk. er der. Et værre kradseri, men hestene synes vist, at det er vældigt hyggeligt, når jeg sådan render ind og ud af boksene.

 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, da jeg arbejdede for majoren. Vi skulle strigle alle heste helt i bund, hver dag. Han kontrollerede det og stakkels os, hvis han fandt en hest, han mente ikke var i orden. Så var det ikke bare den hest om igen, men hele stalden. Han mente, at hvis vi havde sjusket med en hest, så havde vi nok også sjusket med alle de andre. Pye ha, hvor blev vi gode til at strigle. Vi havde et helt arsenal af forskellige strigler og udtænkte mange strategier for at lette arbejdet. Majoren ville vende sig i sin grav, hvis han så mig stå og kradse lidt på hestene med en hundekarte.

 

Nu er det også tid for mig til at tænke i huller. Ca. 100 stk. skal jeg have lavet.. Jeg skal nemlig have lavet et træhegn omkring ridebanen. Jeg laver hegnet i de samme reglar som stalden blev bygget af. Hvis jeg gør mig lidt umage med at sætte stolperne godt fast, så burde jeg have et hegn, der holder i mange år.

 

 

 

 

Boons Corner - nr. 3

 

søndag den 16. april 2006

 

Jeg fælder stadig træer.

Jeg har slæbt træ og kvas næsten lige siden, jeg flyttede ind her.

 

Til højre for min indkørsel står der en masse store træer og der var et mylder af mindre træer, samt en masse uigennemtrængeligt krat.Jeg overvejede at beholde det som min egen private ”urskov”, men eftersom nogle af træerne truede med at lægge sig ned helt selv og jeg egentlig godt kunne bruge en skyggefuld fold til hestene om sommeren, var en oprydning nødvendig.

 

Sidste år kom Herman med sin kædesav og Jonna med sine stærke arme og hjalp mig med at få ryddet ud i de mange selvsåede små træer, der gjorde enhver færden i mellem træerne til et gedigent slalomløb.

Vi lavede det ene sankt hans bål efter det andet, for træerne var for tynde og ranglede til at benytte som brænde.

 

Så i år var det de store træers tur. Hvor er det egentligt trist, at tage livet af et gammelt træ, der har brugt mange år på at blive stort og flot. Nogle af dem var lette at udvælge. Dem, der hældede meget og var temmelig rådne i bunden gik det nemt med. Men der er også nogle, der ”bare” står i vejen for de andre træer. Dem var det lidt sværere at dødsdømme.

 

Jeg tror, at jeg har fået dem ned, der skal ned i denne omgang, så nu er der bare en masse arbejde tilbage. Der kommer uanede mængder af kvas fra træer, der har møvet op mellem hinanden. Smågrenene har groet i sære vinkler og stritter ud i mærkelige retninger. Så var det sankt hans tid i utide igen. Jeg er stadig ikke færdig med at brænde af.

 

Stammerne er skåret op og jeg er i gang med at kløve brændet. Jeg havde overvejet at købe eller låne en brændekløver, men det ville kræve, at jeg mobiliserede op til flere ”slæbere”, så jeg investerede efter Hermans forslag, i en Fiskar økse og ih du gode, hvor det går let.

 

Den første gang, jeg skulle prøve at kløve med den, fik jeg mig et godt grin. Jeg var egentlig godt gal i skralden, for jeg er ved at få monteret en akkumuleringstank på brændefyret og smeden havde lige fortalt, at han ville holde påskeferie og lave resten efter påske. Det var ikke lige planen, at jeg skulle fyre med olie, så jeg skumlede lidt over det.

 

Jeg tog så den største brændeknude, jeg kunne finde og svang øksen med et ordentlig skrald, for nu skulle jeg af med nogle af mine aggressioner. Stor var min forbavselse, da øksen røg tværs gennem den store brændeknude og direkte ned i huggeblokken. Da den første overraskelse havde lagt sig, var jeg sikker på, at øksen sad uhjælpeligt fast og var allerede begyndt at skumle lidt over det. Men den lod sig uden problemer løfte op igen, klar til næste hug. Så kunne jeg alligevel ikke lade være med at grine lidt af mig selv, for jeg havde jo ikke rigtigt troet på, at øksen virkelig var så god og at den ikke kunne sætte sig fast.

Så nu hugger jeg brænde, så splinterne flyver om ørerne på mig.

 

Hestene fælder stadig og de damer bliver tykkere og tykkere. Endelig er de begyndt at se ”ordentligt” drægtige ud. De er nu ikke mere besværet end at de kan tage nogle gevaldige løbeture. Især når jeg kommer med hø til dem. De går ude længere og længere tid og ser ud til at nyde det. Hopperne stiller sig sommetider op og ser ”drægtige ud”, som jeg kalder det. De står helt stille og får et fjernt, tænksomt udtryk i øjnene. Hvis man kan formå at bryde ind i deres tanker, sender de en et blik, der synes at omfatte hele universets viden. Sweetie har været i brunst et par gange og er blevet meget klar over sin magt over Boons i denne periode.

 

Boons går faktisk spidsrod mellem hopperne hver dag, når han skal ud og ind. Jeg har ikke kunnet lave markerne helt, som jeg gerne vil have dem endnu, fordi jeg stadig mangler at få lagt det sidste græs om. Jorden her har ligget i over 10 år, så markerne var temmelig usle og jeg fik lagt 2/3 om sidste år og så tager jeg det sidste stykke i år. Eller rettere, min flinke nabo kommer lige og gør det i farten, når han tager marken ved siden af.

 

Det er årsagen til, at Boons bliver trukket gennem ladedøren i stedet for gennem stalddøren, lige ved siden af hans boks. Han må så prøve at beherske sig, når hopperne står med hovederne ud mod staldgangen og synes, at det er hyggeligt at røre ved ham med mulerne, mens vi går forbi. Især Fancy er helt pjattet med at puffe til ham, lige inden vi når i sikker havn i boksen. Måske nyder han det lidt, for han går stille og fredsommeligt, indtil vi er kommet igennem laden. Så puster han sig op, viser hals, brummer og går meget spændstig og fjedrende resten af vejen. Han er meget, meget smuk mens han valser igennem stalden. Måske skulle jeg få en til at tage et billede lige der?

 

Det kribler og krabler i mig for at komme til show sammen med Boons. Men, han trak en lille smule på sit ben, så jeg har ladet ham få fri igen. Nu drøner han glad og haltfri rundt på marken igen, så jeg går i gang med at ride ham i dag. Banen er også dukket frem under vandmasserne, så vi slipper for at skulle ud at køre for at ride. Jeg tror også at Boons gerne vil, for han har glimt i øjnene og virker sprængfyldt med energi.

 

Jeg funderer lidt over hende Sweetie. Måske skulle jeg begynde at ride hende en lille smule.

Hun er godt nok kun to år gammel, men virker helt klar til at lære og er også fysisk godt udviklet. Hun er blevet stor og stærk igennem vinteren. Jeg har stadig lidt svært ved at forstå at den flotte, stærke og store unghest i boksen der, er min lille, nuttede Sweetie, der lå i mine arme da hun lige var kommet til verden. I mit hjerte er hun stadig lille Sweetie, men jeg bliver snart nød til at forstå, at hun efterhånden er ved at blive en voksen hest.

 

Hun er i ”lære- mode” for tiden. Hun kigger intenst på en af de andre heste og kopierer så nøjagtigt, hvad de gør. Både det jeg gerne vil have, at hun lærer, men også det jeg helst ikke så, at hun lærer. Så som at efterligne Son Dee, der er lidt fodergal og ”bider” ud i luften, indtil hun har fået foder. Det er heldigvis ved at gå væk. Hun har nok forstået, at der hele tiden kommer mad, uden at hun behøver at kæmpe med spøgelser for at få det.

 

Jeg giver dem gulerødder først og kraftfoder bagefter. Selvom Sweetie har fået sine gulerødder kigger hun nøje over på Son Dee, for at se, om der skal bides ud i luften, selvom der er foder i krybben. Først, når hun får kraftfoderet begynder hun at æde.

 

Jeg kunne ikke lade være med at grine, den dag Sweetie første gang prøvede at bide ud i luften, selvom jeg helst så, at hun ikke lærte det. Hun krængede overlæben helt op og nærmest spidsede mulen. Så klappede hun fortænderne sammen to gange og så vældig begejstret ud. Hun var så knap så begejstret, da jeg skælde hende ud. Nu nøjes hun så med at nikke lidt med hovedet, når jeg fodrer og det kan jeg godt leve med. Hun lærer nu hurtigt den lille.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Boons Corner - nr. 4

 

fredag den 21. april 2006

 

Sikke da en påske!

 

Det startede med, at jeg måtte til nødtandlæge - min egen havde jo påskeferie - med en gevaldig tandbyld. Pue ha, hvor gjorde det da ondt. Jeg overvejede seriøst, om jeg kunne trække tanden ud med en vandpumpetang. SÅ ondt gjorde det. (Tangen kunne ikke få ordentlig fat)

 

Jeg blev vældig sur over det, for jeg har faktisk været en del til tandlæge de sidste par måneder, så jeg syntes, at min egen tandlæge burde have set, at den var på vej på de røntgenbilleder, der var blevet taget. Jeg fik boret tanden ud og blev udstyret med noget smertestillende og så var jeg glad igen.

Lige indtil Fancys hoved begyndte at svulme op.

 

Det startede mellem kæberne, hvor kirtlerne var blevet helt hårde og hævede. Der var ikke noget, da de kom ind til aften. Jeg kradser lidt på hestene med en hundekarte om aftenen, så de kan komme af med vinterens overfrakke, så jeg er sikker på, at Fancys kønne hoved havde det fint.

 

Da jeg fodrede af til natten lagde jeg mærke til, at kirtlerne mellem kæbebenene var hårde og hævede og der var en æggestor, blød hævelse, lige ved ganachen Det kunne godt ligne en allergisk reaktion, men jeg kunne ikke regne ud, hvad der havde udløst den, for jeg havde ikke ændret noget i foderet. Det var ikke alarmerende, men alligevel nok til, at jeg lige ringede til min dyrlæge. Dyrlægen mente, at det måske var en allergisk reaktion eller en forkølelse og at vi skulle se tiden lidt an, men bad mig holde godt øje med hende og ringe, hvis det blev værre.

 

Det gjorde det!

 

Om morgenen var hun hævet mere op., så det kan nok være, at jeg rev dyrlægen væk fra påskebordet i en fart. Fancy virkede faktisk temmelig upåvirket af det. Åd godt og var ikke sløv eller ked af det.

 

Men på bare den lille time det tog, før dyrlægen kom, bredte hævelserne sig ud på kinderne og Fancys fine lille mule forsvandt også. Fancy begyndte at ligne en hamster med fåresyge. Uha, jeg blev bekymret og stakkels Fancy begyndte også at miste humøret. Hun er ellers altid glad, interesseret og kvik, så mine alarmklokker begyndte at kime temmelig højt.

 

Dyrlægen kom jo da heldigvis og begyndte at kigge på det, der burde være et meget smukt hestehoved, men faktisk var helt uformeligt og ikke til at genkende.

 

Jeg var bekymret for, at alt skulle lukke til, så Fancy ville få svært ved at trække vejret, men måtte jo styre mig lidt og lade dyrlægen passe sit arbejde.

 

Lunger ok – luftrør, lidt slim – temperatur, for høj - puls, ok – hjertelyd, ok – og sådan blev hun ved, indtil vi kom til munden. Det kunne jo tænkes, at det var en modbydelig tandbyld – og DET vidste jeg jo, hvor smertefuldt var – så jeg begyndte allerede at få sympati-ondt for Fancy.

 

Fancy var ikke meget for den mundspærre, men lod sig overtale med lidt tålmodighed. Det hjalp nu ikke meget, for vi kunne ikke se de bageste tænder, fordi slimhinderne i munden også var hævede. Åhhhh den stakkels hest.

 

Konklusionen var, at det var en forkølelsesreaktion. Da Fancy er drægtig, må hun ikke få binyrebarkhormon, der ellers ville tage hævelserne hurtigt, så hun måtte nøjes med noget mindre kraftigt og så fik hun noget smertestillende. Jeg begyndte at ånde lidt friere, for nu havde hun i det mindste ikke ondt mere.

 

Dyrlægen mente, at Fancy burde stå inde, men efter at have set, hvordan hun trampede uroligt rundt i boksen, blev vi enige om et dækken og så ud til de andre. Fancy er nemlig meget bevidst om hestes flokinstinkt og mener absolut ikke, at det er sikkert at være alene i stalden med kun Sweetie som støttepædagog.

 

 

Fancy ellers så kønne hoved så temmelig uformelig ud resten af dagen og først til nattefodringen kunne jeg se, at hævelserne begynde at aftage.

Dagen efter kom dyrlægen igen og jeg fik så medicin til Fancy til 7 dage.

Heldigvis ligner Fancy nu sig selv igen og har det fint.

Sikke da en påske.